SønderjyskE er tæt på en historisk plads i slutspillet i eSuperligaen, og nu skal arbejdet gøres færdigt.
Vi nærmer os afslutningen på grundspillet i den fjerde sæson af eSuperligaen. SønderjyskE’s esportshold er at finde på niendepladsen. Når regnskabet i morgen, torsdag, gøres op, så går 12 af de 15 hold videre til slutspillet.
– Vi har bragt os i en meget god situation, og sikrer vi os en plads i slutspillet, så er det fantastisk, men jeg vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, siger træner Morten Hoeg.
SønderjyskE slutter af med nogle svære kampe mod FC København og AGF. Flere af holdene under SønderjyskE har tre kampe tilbage, og der er tæt kamp om de eftertragtede pladser i slutspillet, som SønderjyskE aldrig har deltaget i.
Det hele afgøres torsdag aften og kan følges på Viaplay. SønderjyskE går ind til kampene med selvtilliden i orden efter holdet på næstsidste spilledag hentede fire point via en sejr og en uafgjort kamp. Bemærkelsesværdig var sejren på hele 4-1 over Vejle, som ellers indtager en førsteplads i ligaen. De to lyseblå spillere, anfører Jamal Ahmad Al-Badry og Jonas Holm Knudsen alias ’banzy’ og ’HK’, stod bag den imponerende bedrift.
– De berømte marginaler er begyndt at tippe vores vej denne sæson. Vi prøver at bygge på og lære hele tiden, og så har HK uden tvivl forstærket vores hold, forklarer Morten Hoeg.
Du kan følge med i eSuperligaen her:
https://esuperliga.dk/