Tirsdag aften gæstede SønderjyskE Odense Bulldogs i Spar Nord Arena.
Kampen blev afviklet i et højt tempo – første periode endte dog uden at nogle af holdende formåede at komme på måltavlen.
Efter knap fem minutter af anden periode udnyttede brandvarme Mathias Borring en løs chance midt i Odense zonen og sendte resolut pucken i nettet bag Odenses målmand Niklas Lundström og bragte dermed SønderjyskE foran 1-0.
I det 33. minut øgede David Madsen efter en flot aktion føringen til 2-0.
Med knap tre minutter tilbage af anden periode var Jacob Panetta hurtig på aftrækkeren, da han udnyttede Alexander Wiklunds flotte forarbejde og sendte pucken forbi Niklas Lundström, hvilket sikrede SønderjyskE en 3-0 føring inden tredje periode.
Tre minutter inde i tredje periode blev SønderjyskE ramt af to udvisninger, hvilket gav Odense Bulldogs en 5-mod-3-situation. Dette udnyttede hjemmeholdet, og de reducerede til 3-1 på et mål af Brandon Estes.
I 9. minut af tredje periode udnyttede Joseph Jonsson en mulighed og øgede SønderjyskEs føring til 4-1. Med blot 30 sekunder tilbage af opgøret fik Odense et straffeslag som Kristian Jensen udnyttede.
Tiden løb ud og kampen endte dermed med en 4-2-sejr til SønderjyskE.
Stillingen i kvartfinalen er nu 2-1 til SønderjyskE.
Næste hjemmekamp og 4. kvartfinale spilles allerede fredag d. 21/3 i Sydjysk Sparekasse Arena kl 19:00, billetter kan købes her: