Det blev desværre ikke til point fredag aften i Odense – det skal der rodes bod på når Frederikshavn White Hawks kommer på besøg onsdag aften i Frøs Arena.
SønderjyskE spillede en stærk første periode i kampen i fredags på Fyn, men til gengæld skal anden periode glemmes hurtigst muligt – i tredje periode kom SønderjyskE spillerne dog godt tilbage i kampen, men der blev aldrig for alvor tvivl om fynboernes sejr i de sidste 20 minutter af kampen.
I fredagens opgør måtte SønderjyskE undvære langtidsskadede Jacob Schmidt-Svejstrup samt Gabriel Desjardins og Jacob Panetta – der udover udgik Alexander Wiklund kort før tid.
Vi fangede tidligere i dag cheftræner Casper Stockfisch for at høre ind til spillet i fredags, kampen i morgen samt status på de skadede spillere.
– Som du selv siger, så spillede vi en rigtig god første periode, trods det at vi var uden flere stamspillere og jeg giver dig helt ret i at anden periode var dårlig. Jeg er dog tilfreds med det “svar” og den attitude som spillerne kom ud med i tredje periode.
Du bliver dog nødt til at forstå at vi rent faktisk er i en form for genopbygning af sæsonen. Vi har ændret i vores spilsystemer og den slags tager desværre lidt og derfor må du lige væbne dig med tålmodighed. Jeg synes dog at vi ser fremskridt for hver gang vi træner – både Erik (Wikström red.) og jeg, føler at at det går den rigtige vej.
Det er en super vigtig kamp i morgen. White Hawks ligger lige foran os i tabellen, så det er klart at det vil være vigtigt for os at vinde den kamp.
Vi skal igen spille med stor tålmodighed, for vi ved at Frederikshavn passer godt på bagude samtidig med at de er rigtig gode i deres spilvendinger. Det bliver uden tvivl både fysisk og intenst.
– Jeg vil jo helst ikke komme nærmere ind på skader, men det er jo ingen hemmelighed at Jacob Schmidt-Svejstrup desværre er ude resten af sæsonen. Desjardins og Panetta er nok hvad vi vil kalde “dag til dag”. Hvad Alexander Wiklund angår, så kan jeg kun sige at han i hvertfald er ude nogle uger, men jeg ved ikke helt præcist hvor mange.
Det betyder dog at der er masser af istid til de lidt yngre spillere og det er så op til dem at gribe chancen lyder det afsluttende fra “Stocki”.
Kampen starter kl. 19.00 og dørene åbner en time før.
Kampsponsor er Jørgen Hansen Biler.