Vi kan med glæde offentliggøre, at vi har skrevet kontrakt med den 27-årige tjekkiske center Nicolas Werbik.
Den 190 cm høje og 94 kg tunge “righter”, kommer fra en sæson i Norsk ishockey, hvor det er blevet til ca. 1 point i snit – inden da, har Werbik tidligere i karrieren været forbi både det tjekkiske U18 og U19 landshold samt spillet tre sæsoner i den bedste tjekkiske liga.
Derudover er det også blevet til to sæsoner i Finsk ishockey, hvor han optrådte i både Liiga og Mestis.
– Jeg er både glad og stolt over, at vi endte med at få Nicolas Werbiks underskrift, for der var bud efter ham fra både udlandet og metalligaen.
Hans CV taler jo lidt for sig selv – ikke mindst det at han har været forbi det tjekkiske junior landshold, samt det at han har spillet i den bedste række og så er det også værd at nævne at han blev nummer to på topscorerlisten i Mestis i 21/22 sæsonen i Finland.
Som spiller er han superskarp på faceoff og har et rigtigt godt skud.
Vi har fået de bedste anbefalinger på ham og alle vi har talt med siger det samme, nemlig at vi får en stærk medspiller, både på og udenfor isen, udtaler sportschef Klaus Rasmussen.
Cheftræner Casper Stockfisch ser også fremt til at tilføje den stærke center til sin lineup.
I “Nico” får vi udover en fysisk stærk spiller, også en center der ved hvor målet står. Han er dog ikke kun en dygtig målscorer, men også en rigtig dygtig passningsspiller og holdkammerat lyder det fra cheftræneren.Nicolas Werbik kommer til den kommende sæson til at spille i trøje #41Fakta Nicolas Werbik:
Nationalitet: Tjekkiet
Alder: 27 år (09.10.1997)
Højde: 190 cm
Vægt: 94 kg
Position: Center
Fatning: Højre
Kontrakt: 1 år
Tidligere klubber: Berani Zlín, HC Dukla Jihlava, HC Vitkovice, JoKP, SaiPa, IPK, Lillehammer, Stavanger
Statistik: https://www.eliteprospects.com/player/217036/nicolas-werbik