SønderjyskE spillerne hentede onsdag aften en flot 5-0 sejr over Frederikshavn White Hawks – i morgen aften går det løs igen når turen går til Herning.
Trods det at SønderjyskE inden kampen måtte se bort fra Jacob Schmidt-Svejstrup, Alexander Wiklund samt en Gabriel Desjardins, som udgik efter opvarmningen, så kom holdet flyvende ud af starthullerne og fik gang på gang sat nordjyderne under pres – det hele mundede ud i en stensikker 5-0 sejr, men fredag aften venter der en helt anden opgave når ligaens ubestridte tophold venter i Herning.
Midtjyderne har i de seneste måneder været stærkt spillede og måtte i onsdagens sejr over Herlev undvære Plouffe, Hansson og Nordquist, men derfor blev det alligevel til en sikker 4-1 sejr på udebane.
Cheftræner Casper Stockfisch forventer også en hård og ikke mindst intens kamp fredag aften i Herning.
– Jeg er meget tilfreds med den måde vi spillede det meste af onsdagens kamp på og jeg er særdeles tilfreds med at vi begynder at kunne se små skridt i den rigtige retning efter at vi har ændret lidt i vores spillestil.
Det er dog en helt anden modstander vi løber ind i fredag aften. Herning er brandvarme og vi ved at vi ikke får samme antal chancer i deres zone, så det vil bl.a. gælde om at være skarpe og kyniske når chancen opstår.
Vi skal spille med stor omtanke og være særdeles disciplineret for ellers ved vi at det koster i Herning, men jeg synes at vi har lagt en god gameplan og kan vi holde os til den, så er jeg også sikker på at vi kan leverer en god kamp i morgen aften i Herning lyder det fra Casper Stockfisch.