En af den kommende sæsons nye tilføjelser til spillertruppen, er den 28-årige canadiske back Jacob Panetta, som kommer fra East Coast ligaen, hvor han har spillet for Jacksonville Icemen.
Jacob Panetta ser frem til at prøve sig af i sin første sæson i Europa og bl.a. at prøve kræfter med Champions Hockey League.
– Jeg er utrolig spændt på muligheden for at spille for SønderjyskE i den kommende sæson. Jeg har kun hørt fantastiske ting om klubben og ikke mindst fanbasen som jeg virkeligt glæder mig til at møde.
Det skal blive spændende at komme til Danmark og Vojens og så se det hele med mine egne øjne.
Som vindere af både Final4 og Danmarksmesterskabet, så deltager SønderjyskE naturligvis i Champions Hockey League til den kommende sæson – noget Panetta ser frem til.
– At skrive under med et hold, der lige har vundet Metal Ligaen-mesterskabet og få muligheden for at spille i Champions League Hockey, gør det endnu mere spændende.
Jeg håber naturligvis at jeg kan være med til at gentage sidste sæsons succes.
Med sig har Jacob sin kæreste Aly.
– Jeg kommer til Danmark med min kæreste Aly Morris – både hun og jeg er lige spændte på at se, hvad Danmark og SønderjyskE har at byde på.
I min fritid nyder jeg at tilbringe tid med familie og venner, og jeg elsker at spille golf!
Jacob og Aly ankommer til Vojens sidst i juli måned.