SønderjyskE sikrede sig med en flot holdindsats to dejlige og vigtige point, da Villiam Haag blev matchvinder i overtiden tirsdag aften hos Aalborg Pirates. Med 2-1-sejren har SønderjyskE den kommende weekend muligheden for at booke en plads Metal Final 4, men det kræver point mod topholdene. Fredag kommer Herning Blue Fox på besøg og søndag Rungsted Seier Capital, og så gøres regnskabet op.
Der blev arbejdet hårdt af SønderjyskE-spillerne hele opgøret. Villiam Haag lyste igen op med et vigtigt mål, men aftenens helt var nu Patrick Galbraith. Den rutinerede keeper spillede en brandkamp og udover mange gode redninger, så deltog han også rigtigt godt i spillet. Netop i spillet med pucken hev Galbraith et par gange vigtige sekunder af klokken. Aalborg havde nemlig et par muligheder i powerplay sent i kampen, men den lyseblå defensiv holdt stand.
Aalborg startede kampen bedst, men SønderjyskE havde også muligheder. I første periode var William Boysen tættest på med en afslutning på stolpen. En periode, som også bød på en tv-redning af Galbraith, hvor han snurrede rundt om sig selv og fik raget pucken til sig. I anden periode kom SønderjyskE bedre med, og efter 26 minutter kom forløsningen. William Pelletier slap igennem på en god frispilning af Nikolaj Krag. Pelletier kunne køligt med baghånden lave sit andet sæsonmål. Canadieren har været assist-mesteren denne sæson, og med assisten på Haags sejrsmål er han nu på 14 styk og dermed 16 point som lyseblå topscorer.
I tredje periode kom Aalborg endnu mere frem på isen, og selvom SønderjyskE ofte fik nordjyderne til at afslutte fra relativt ufarlige vinkler, så havde hjemmeholdet også gode muligheder for at score flere gange udover udligningen i det 42. minut. Over 50 lyseblå supportere var på plads i Aalborg, og de kunne tydeligt høres. Det kunne hjemmepublikummet også, da de flere gange prøvede at lægge pres på dommerne i slutfasen. Med fem minutter tilbage blev David Madsen sendt ud to minutter for en lidt besynderlig udvisning for hooking, vel at mærke, hvor han løftede modstanderens stav, mens modstanderen så væltede. Heldigvis udnyttede Aalborg ikke overtallet. Daniel Kønig måtte også ud med et halvt minut tilbage af tredje periode.
I overtiden fik SønderjyskE det blot andet powerplay i kampen, og så faldt afgørelsen. Med et hårdt skud fra omkring faceoff-pletten blev George Sørensen i Aalborg-målet besejret.
Efter kampen blev Galbraith skubbet frem for at juble med tilskuerne, men den rutinerede keeper skubbede i stedet debutanten Lucas Althof foran sig. Den kun 14-årige forward, der allerede sidste år spillede på U20-talentholdet, var med på bænken for at suge erfaring til sig, og han fik sig en oplevelse for livet.
Fredag kl. 19.00 er der kampstart mod Herning i Frøs Arena, og søndag kl. 17.00 er modstanderen Rungsted samme sted. SønderjyskE indtager den vigtige fjerdeplads, som giver adgang til Metal Final 4, når regnskabet gøres op efter 16 spillerunder.
Aalborg – SønderjyskE 1-2 OT (0-0, 0-1, 1-0, 0-1)
26.07 0-1 William Pelletier (Krag, Lyø)
41.37 1-1 Matt Salhany (Giroux)
63.30 1-2 Villiam Haag (Pelletier, Krag) PP
Udv.: AP 3×2, SE 5×2
Skud: 32-19
Tilskuere: 2.783