Ét point fra den økonomisk lukrative slutspilsdeltagelse og en række uforudsete omkostninger har påvirket regnskabet i væsentlig grad.
SønderjyskE Herrehåndbold må notere et stort underskud i regnskabsåret 2022-2023 (1/7 2022-30/6 2023, red.). Underskuddet før skat udgør 6.564 t.kr., hvilket ikke er tilfredsstillende, siger adm. direktør Kim Poulsen.
– Vi har som alle andre virksomheder været ramt af den stærkt stigende inflation, der har medført store prisstigninger på kort sagt alt, hvad vi har rørt ved. Derudover har vi haft betragtelige ekstraordinære engangsomkostninger, herunder personaleomkostninger i forbindelse med opsigelsen af ledende medarbejdere. Så er det også indlysende, at den manglende opfyldelse af de sportslige målsætninger om deltagelse i DM-slutspillet har haft stor og negativ indflydelse på indtægtssiden. Vi manglede bare ét point i at nå ind i det forjættede land. Det er alt andet lige bedre at spille med i slutspillet i den sjove ende af tabellen end det modsatte. Her vil jeg dog gerne rose holdet, som med tre sejre af fire mulige satte tingene sikkert på plads i nedrykningsspillet.
– Indtægterne har desværre også været mindre end forventet på grund af et svært sponsormarked, hvilket også har bidraget til den røde bundlinje. Men vi er meget glade og stolte over opbakningen fra lokalområdet, hvor gode støtter og venner af huset står sammen om håndboldprojektet og har sikret projektet med de nødvendige midler, og vi er fortrøstningsfulde omkring fremtiden, hvor bestyrelse og direktion arbejder benhårdt på at sætte næring efter tæring og sætte de rette prioriteter. Om få uger kan vi slå dørene op i en ny og udvidet Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor der bliver nye og forbedrede faciliteter til erhvervsvirksomhederne, fans og tilskuere. Det giver os markant bedre muligheder på alle platforme. Vi har Danmarks festligste håndboldarena i Sønderborg, og vi glæder os til at vise de nye rammer frem efter julepausen, understreger Kim Poulsen.