SønderjyskE Damehåndbold har skrevet en to-årig kontrakt med 24-årige Nora Persson fra Aarhus United.
Sidste sæson leverede Nora Persson på så højt et niveau i Kvindeligaen, at hun efterfølgende blev udtaget til det svenske landshold. Målvogteren blev dog skadet i en landskamp. Genoptræningen forløber planmæssigt, og SønderjyskE-sportschef og cheftræner Peter Nielsen ser frem til at få en stærk og sulten keeper i folden.
– Nora er en meget dygtig og ambitiøs målvogter, som er inde omkring det svenske landshold og kommer med erfaring fra Kvindeligaen. Talentet er uomtvisteligt. Hun er nået langt med genoptræningen og meldes klar igen til sommer, hvor hun skifter til os. Hun vil helt sikkert komme med en stor lyst til at spille håndbold igen, siger Peter Nielsen.
Tilbage i 2019 skiftede hun fra Kristanstad Handboll i hjemlandet til Aarhus United. De kommende to sæsoner tørner hun ud for SønderjyskE, og det ser svenskeren frem til.
– Det bliver megafedt. Jeg glæder mig. Jeg har fået et virkeligt godt indtryk af holdet, arenaen og byen. Det virker som et godt miljø, hvor jeg har gode muligheder for at udvikle mig.
– Jeg arbejder hele tiden på at blive bedre, og jeg har selvfølgelig fået smag for at spille på landsholdet. Jeg vil arbejde hårdt på at få succes med SønderjyskE og flere landskampe, forklarer Nora Persson.
Svenskeren bliver dermed målvogter-kollega med Stine Broløs, som tidligere på sæsonen forlængede sin kontrakt.
– Vi får et stærkt målvogterteam, som kommer til at supplere hinanden godt og konkurrere om pladsen, siger Peter Nielsen.