Det lugtede af et historisk flot resultat, men i slutminutterne var Danmarksmestrene fra Team Esbjerg køligst i Arena Aabenraa. SønderjyskE solgte sig dyrt og tabte onsdagskampen med mindst mulige margen, 28-29.
Efter 12-16 ved pausen stod er 16-23 ti minutter inde i anden halvleg. I SønderjyskE-målet havde Stine Broløs sluttet første halvleg godt af, og målvogter-kollega Nora Persson tog i starten af anden halvleg helt pynten af Esbjerg-skytterne. Ved 24-24 var der kontakt, og så kunne man for alvor høre, at der var 667 tilskuere i arenaen.
En overtalssituation blev forvaltet dårlig og pludselig var Esbjerg igen for med to mål, inden Line Uno fik reduceret kort før slutfløjtet. Det var de berømte marginaler, og SønderjyskE-spillerne forlod dybt skuffet og ærgerlige banen, men til taktfaste klapsalver efter en flot kamp, hvor de lyseblå havde fortjent en bedre skæbne.
– Vi havde en drøm om at spille op med dem, og det synes jeg, at vi lykkedes med. Vi var altså rigtigt gode i aften mod et af verdens bedste hold. Antallet af fejl holdt vi meget lavt, og i anden halvleg stod vi rigtigt godt i forsvaret. Det var marginaler, og jeg er meget stolt over præstationen, som vi leverer, siger Peter Nielsen.
Næste onsdag venter en udekamp hos Ajax København, inden det onsdag den 4. oktober går løs igen i Arena Aabenraa med kampstart kl. 19.00 mod Ringkøbing Håndbold.
SønderjyskE – Team Esbjerg 28-29 (12-16)
Mål: Sarah Paulsen 6, Ida Lagerbon 6, Josefine Dragenberg 5, Line Uno 4, Ricka Falk Gindrup 3, Pernille Johannsen 2, Camille Mandret 1, Rikke Hoffbeck 1.
Udvisninger: SønderjyskE 2, Esbjerg 2
Tilskuere: 667
Så tæt på point. Spillerne ærgrede sig efter slufløjtet.
Fotos: Preben “Pebbe” Christensen og Jürgen Schadow