Onsdag aften leverede SønderjyskE Kvindehåndbold en stærk præstation og sikrede en vigtig sejr over Viborg HK. Det betyder, at håbet om en semifinaleplads i slutspillet stadig lever – og vi står midt i endnu et kapitel af klubbens historie.
For andet år i træk er vi i slutspillet. Sidste sæson var første gang nogensinde, og allerede nu har vi opnået klubbens bedste placering i grundspillet til dato. Det er en stor bedrift, som fortjener at blive anerkendt og fejret.
Men til kampen i går var der desværre kun lige 400 tilskuere i hallen. Det er langt fra det engagement, spillerne har fortjent efter en sæson fyldt med fight, fremskridt og flotte resultater. Derfor har vi nu brug for jer.
Der er gratis adgang – så kom og støt
Til den kommende slutspilskamp er der gratis adgang, og det betyder, at der ikke er nogen undskyldning for ikke at møde op. Vi har brug for opbakning fra hele Sønderjylland, når vi sammen skal sende spillerne afsted med manér – og måske videre til en semifinale.
Hent din gratis billet her på hjemmesiden!
Vi skal sige farvel – og på gensyn
Denne kamp bliver også et vemodigt farvel til flere spillere, som forlader klubben efter sæsonen. De fortjener et varmt og taknemmeligt farvel foran en fyldt hal. Samtidig er det en oplagt anledning til at ønske vores nuværende trup en god sommerferie – og held og lykke med resten af slutspillet.
Trøjeauktion og hyggelig stemning
Efter kampen afholder vi trøjeauktion, hvor du kan byde på din yndlingsspillers trøje og tage et unikt minde med hjem fra en historisk sæson.
Vi arbejder desuden på at skabe et hyggeligt program omkring kampen med lækkerier og god stemning for hele familien.