Sønderjyske Kvindehåndbold forstærker sig med den 26-årige bagspiller Laura Jensen. Bjerringbro FH’s topscorer har indgået en to-årig aftale gældende fra den kommende sæson.
Laura Jensen har siden 2024 spillet i Bjerringbro og har tidligere været fire år i svensk håndbold med ophold i IK Sävehof, hvor hun både har vundet svenske mesterskaber og optrådt i Champions League.
I indeværende sæson har hun markeret sig stærkt offensivt, og hun er med helt fremme på topscorerlisten i Bambuni Kvindeligaen. Det er allerede blevet til 89 mål i 15 kampe, og bemærkelsesværdigt er det, at ingen er sat ind på straffekast. Det gør hende til ligaens mest scorende spiller uden mål på straffekast. De gode præstationer har givet hende en fornem plads på ”Efterårets Hold” i ligaen.
– Laura er en spiller, vi har haft på radaren i et stykke tid. Hun er dygtig og kan udvikle sig til en endnu større profil i ligaen. Hun kommer med både lederskab og erfaring, samtidig med at vi ser et udviklingspotentiale hos hende. Vi er glade for, at hun har valgt at flytte til Aabenraa og blive en del af vores setup og kultur, siger sportschef Peter Nielsen.
Laura Jensen ser selv frem til det nye kapitel i Sønderjyske Kvindehåndbold og til at spille sine hjemmekampe i AL Sydbank Arena Aabenraa.
– Jeg har valgt Sønderjyske Kvindehåndbold, fordi jeg oplever det som et meget professionelt setup og et miljø, jeg tydeligt kan se mig udvikle i – både sportsligt og personligt. Jeg havde en rigtig god og ærlig dialog med Peter, hvor der var klarhed omkring min rolle, forventninger og udviklingsmuligheder. Samlet set føles Sønderjyske som det helt rigtige skridt i min karriere, og jeg glæder mig til at bidrage til klubbens ambitioner de kommende sæsoner, udtaler Laura Jensen.
Hun ser også frem til at møde sponsorer, fans og alle frivillige rundt om klubben. De kan alle glæde sig til at se en alsidig tovejsspiller, der på banen kombinerer tempo, eksplosivitet og målfarlighed.
– Jeg kan bidrage både offensivt og defensivt og går altid ind til træning og kamp med høj intensitet, stor fight og maksimal arbejdsindsats. Derudover bringer jeg en masse energi, udstråling og ærgerrighed med ind på banen og i det daglige træningsmiljø. Jeg stiller høje krav til både mig selv og mine omgivelser, for at nå de mål der ligger foran os som team, forklarer hun.