SønderjyskE’s Alberte Stenderup Rasmussen stopper efter denne sæson med at spille håndbold på højt plan.
I en alder af kun 25 år har målvogter Alberte Stenderup valgt at rette fokus mod andet end håndbold. Efter sommerferien starter hun med at læse til fysioterapeut.
– Jeg fungerer bedst, når jeg kan koncentrere mig 100 procent om det, som jeg arbejder med. Nu har det været håndbold nogle år, og nu glæder jeg mig til at starte på mit studie efter sommerferien og have fuld fokus på det, siger Alberte Stenderup Rasmussen.
Den dygtige målvogter, der stammer fra Ribe, kom til SønderjyskE for tre år siden, hvor hun skiftede fra Gudme HK.
– Jeg har gennem årene i SønderjyskE udviklet mig på det personlige plan og lært en masse. Det er en tryg klub at komme til med gode rammer og en masse mennesker, som kun vil dig det bedste. Jeg vil gerne sende en stor tak til alle holdkammeraterne, trænerne, staben, de frivillige og supporterne, udtaler hun.
Det er ikke helt slut endnu. Denne sæson har Alberte Stenderup Rasmussen spillet alle 24 kampe i grundspillet, der blev afsluttet i onsdags med en sejr hos Ajax København, som også er modstander på udebane, når kvalifikationsspillet indledes den 16. april.
– Alberte kom til os og blev en topmålvogter i 1. Division, og hun har denne sæson vist, at hun også har niveauet til at spille i Kvindeligaen. Hun har været ambitiøs og hårdtarbejdende samt spillet på et højt og stabilt niveau. Jeg ønsker hende god vind fremover, men det gør lidt ondt, når de her unge spillere, som er gode nok, vælger at stoppe, siger sportschef og cheftræner Peter Nielsen.