Med en sejr på hele 37-23 hjemme i Sydbank Arena Aabenraa kom SønderjyskE et meget stort skridt tættere på slutspillet i Kvindeligaen. Mere end 1000 tilskuere bar de lyseblå frem til en knusende sikker sejr.
Gæsterne fulgte med til 6-6, men resten af kampen sad SønderjyskE på. Nora Persson i målet i godt samarbejde med et velsmurt forsvar gav Horsens svære betingelser. Efter 16-11 ved pausen løb SønderjyskE nærmest gæsterne over ende til sidst. Cheftræner Peter Nielsen og resten af staben gik rundt med store smil og knyttede næver, og alt gik op i en højere enhed til sidst. I et regulært happy-end kom 19-årige Mai Sørensen Nissen ind og scorede karrierens første mål i Kvindeligaen samtidig med slutfløjtet. Sarah Paulsen blev i forbindelse med kampen hyldet som månedens spiller, og topscoreren lyste op med ti fuldtræffere.
– Vi blev ved med at stikke kniven ind i Horsens og maste på hele kampen. Vi står med en fed fornemmelse af, at vi kørte dem over, og så er det bare dejligt at gøre det med så mange tilskuere i ryggen. Det betyder uendeligt meget den opbakning. Vi spiller 60 gode minutter med en rigtig god præstation i forsvaret, hvor relationererne mellem målvogter og markspillerne fungerede. Vi får derfor også lavet rekordmange kontramål, siger Peter Nielsen.
Efter 21 spillerunder er SønderjyskE nu på 21 point på sjettepladsen. Det lugter af en historisk høj placering og det første slutspil i klubbens historie. Næste mulighed for point er allerede på lørdag, hvor Aarhus United tager imod sønderjyderne. Næste hjemmekamp i Sydbank Arena Aabenraa er tirsdag 5. marts kl. 20.00, hvor København Håndbold er gæster.
SønderjyskE – Horsens 37-23 (16-11)
Mål: Sarah Paulsen 10 (4), Nicoline Olsen 5, Lea Hansen 4, Rikke Hoffbeck 4, Louise Ellebæk 3, Pernille Johannsen 2, Ida Lagerbon 2, Line Uno 2, Olivia Simonsen 2, Ricka Falk Gindrup 1, Sara Ibranovic 1, Mai Sørensen Nissen.
Udvisninger: SønderjyskE 1, Horsens 0
Tilskuere: 1026