SønderjyskE-fløjen Pernille Johannsen har lavet en tre-årig kontraktforlængelse med barndomsklubben.
Det er til efteråret ti år siden, at den nu 26-årige Pernille Johannsen fik ligadebut for SønderjyskE Damehåndbold. De kommende tre år spiller hun også i lyseblåt.
– Den nye aftale med Pernille er jeg meget glad for. Hun har præsteret på et ufatteligt højt niveau denne sæson. Både med et højt topniveau og et højt bundniveau. Og så har hun en rigtig god spilforståelse og nogle gode defensive kompetencer, siger sportschef og cheftræner Peter Nielsen.
Pernille Johannsen startede med at spille håndbold i hjembyen Rødekro, og Peter Nielsen er glad for at kunne bygge videre med en dygtig lokal spiller, der tidligere også har optrådt for topklubberne Team Esbjerg, Nykøbing Falster Håndboldklub og Odense Håndbold.
– Det er en spiller, som går lidt under radaren, og hun kunne sagtens spille på nogle fine adresser. Jeg er glad for, at vi kan forlænge med en lokal spiller, som har præsteret godt. Det sender et stærkt signal og er med til at skabe kontinuitet. Jeg er sikker på, at hun fortsat kan bygge flere lag på sit spil, forklarer Peter Nielsen.
Hovedpersonen ser frem til at fortsætte i den klub, som hun kalder ”min klub”.
– Jeg er utrolig glad og stolt over at forlænge med SønderjyskE, som er og bliver min klub. Nu er det tre år siden, at jeg kom hjem til klubben igen, og det føles rigtigt, at jeg fortsætter her, hvor jeg stortrives. At det er blevet til en tre-årig aftale giver ekstra ro på fremtiden.
– Og så føler jeg, at både jeg og klubben denne sæson har vist, at vi kan begå os i Kvindeligaen. Det giver også nogle spændende fremtidsperspektiver, siger Pernille Johannsen.
Denne sæson har Pernille Johannsen været ganske træfsikker foran modstanderens mål. Hun har scoret præcis 100 mål. I aften spiller hun sæsonens sidste ligakamp, når SønderjyskE i kvalifikationsspillet tager imod Skanderborg Håndbold kl. 18.30. Allerede inden kampen har SønderjyskE sikret sig endnu en sæson i Kvindeligaen.