SønderjyskE Kvindehåndbold styrker truppen til den kommende sæson med tilgangen af målvogter Sarah Ernebjerg, som skifter fra Skanderborg Håndbold.
Den 29-årige Sarah Ernebjerg kommer med solid erfaring. Forrige sæson trak hun et stort slæb i målet hos ligaoprykkerne Bjerringbro FH, og denne sæson har hun været en bærende spiller for Skanderborg, hvor hun står noteret for en redningsprocent på 29,3 samt hele 14 assists.
– Jeg har hørt rigtigt meget godt om Sarah, og hun har som modstander givet mig problemer af flere omgange. Efter vores første møde var jeg ikke i tvivl. Hun kommer med masser af energi. En spiller, som helt sikkert kan udvikle sig i vores miljø, udtaler sportschef og cheftræner Peter Nielsen.
Der er indgået en ét-årige aftale, og målvogteren er stolt over den nye kontrakt.
– Jeg har valgt SønderjyskE, fordi det føles som det helt rigtige næste skridt i min karriere. Efter en rigtig god dialog med Peter stod det klart for mig, at med klubbens ambitioner og det meget professionelle setup bliver mine drømme opfyldt. Derfor er jeg både stolt og privilegeret over at skulle trække SønderjyskE-trøjen over hovedet til sommer – og jeg ser især frem til at bidrage med en masse energi og vilje på banen, forklarer Sarah Ernebjerg.