SønderjyskE tabte foran et rekordpublikum på 1.312 tilskuere i Sydbank Arena Aabenraa med 31-33 til Viborg HK på årets anden dag.
Den lange julepause skulle lige fordøjes hos SønderjyskE, der aldrig helt ramte niveauet fra de mange flotte kampe i efteråret. Gæsterne fra Viborg kom med masser af fart og kamptræning fra opgørene i Santander Final 4 sidste uge. Det var måske forklaringen på, hvor Viborg startede bedst, og SønderjyskE først til sidst kom rigtigt tæt på. Og så var TV 2 også på plads. De mange tilskuere og snurrende tv-kameraer var selvfølgelig også lidt uvant for SønderjyskE’s kvinder, men det lærer man også af.
I første halvleg dominerede de to målvogtere. Nora Persson tog godt fra i SønderjyskE-målet, mens Claudia Rompen i Viborgs tydeligvis følte sig godt tilpas på sin gamle hjemmebane. Ved pausen var SønderjyskE bagud med tre mål, 11-14. Og afstanden på de tre mål blev plus-minus et mål bibeholdt i det meste af anden halvleg, hvor skytterne på begge hold fik bedre fat. I SønderjyskE-forsvaret gav det pote at sadle om til 5-1, og da Line Uno lavede sit ottende mål i kampen til 30-31 med under to minutter tilbage var spændingen helt i top hos det rekordstore publikum. SønderjyskE tog alt for mange dumme beslutninger i løbet af kampen, og det blev også fatalt i slutminutterne, hvor Viborg var bedre til at holde hovederne kolde. Derfor endte det da også med et nederlag på to mål.
SønderjyskE-topscorer Sarah Paulsen nettede ni gange, og så noterede man også nogle flotte scoringer af unge Sara Ibranovic, som blev noteret for tre mål. Næste opgave for det lyseblå mandskab er hjemmekampen 10. januar kl. 19.00 imod Ikast Håndbold.
SønderjyskE – Viborg HK 31-33 (11-14)
Mål: Sarah Paulsen 9 (2), Line Uno 8 (1), Ricka Falk Gindrup 4, Sara Ibranovic 3, Pernille Johannsen 2, Ida Lagerbon 2, Lea Hansen 1, Nicoline Olsen 1, Rikke Hoffbeck 1
Udvisninger: SønderjyskE 2, VHK 4
Tilskuere: 1.312