Sønderjyske Kvindehåndbold ønsker at præcisere forhold omkring årsrapporten for regnskabsåret 2024/25, som for nylig er blevet indsendt til Erhvervsstyrelsen.

I forbindelse med indberetningen er der desværre sket en fejl, idet der fejlagtigt er indsendt en forkert revisionspåtegning og note, som ikke vedrører regnskabsåret 2024/25. Fejlen er nu rettet, og der er indsendt en korrigeret indberetning.

Fejlen, som beklages af revisoren, har givet et forkert indtryk af den økonomiske situation, hvilket vi naturligvis er ærgerlige over. Som det fremgår af den korrigerede indberetning:

“Revisionspåtegning og note 2 er forkerte, idet der i årsrapporten for 2024/25 fejlagtigt er gengivet revisionspåtegning og indhold i note 2 for regnskabsåret 2023/24, hvorfor der foretages en omgørelse af indberetningen.”

Økonomisk status
Årsregnskabet for 2024/25 viser et underskud på 1,333 mio. kr., hvilket er en forbedring i forhold til det foregående regnskabsår. Egenkapitalen er fortsat negativ, og selskabets kapitalberedskab og likviditet er derfor fortsat anstrengt.

På baggrund af den nuværende likviditetsstyring samt de indgåede sponsor- og finansieringsaftaler er driften sikret sæsonen ud. Samtidig er det vigtigt at understrege, at udviklingen i indeværende regnskabsår er positiv. Sønderjyske Kvindehåndbold oplever i den nuværende sæson en stigning i sponsorindtægterne på omkring 30 procent, hvilket vidner om en stor opbakning fra samarbejdspartnere og erhvervsliv.

Ledelse og bestyrelse arbejder fortsat målrettet med at styrke klubbens økonomiske fundament gennem øget indtjening, omkostningsstyring og langsigtede løsninger.

Kontakt:
Per Rasmussen
Administrerende direktør
Tlf. +45 22 60 61 18