SønderjyskE tager søndag kl. 14.00 imod Horsens HE hjemme i Arena Aabenraa. Her jagter de lyseblå den tredje sejr på stribe i kvalifikationsspillet.
Efter sejrene over Ajax København og Ringkøbing Håndbold har SønderjyskE allerede efter to kampe sikret sig endnu en sæson i Kvindeligaen. Fokus er nu rettet på at vinde de to sidste kampe, der begge er på hjemmebane. Søndagens kamp mod Horsens og onsdag kl. 18.30 mod Skanderborg Håndbold.
– Vi går på banen for at vinde hver gang, og vi tager gerne førstepladsen i kvalifikationsspillet med også. En sejr søndag mod Horsens vil være et stort skridt på den mission, forklarer cheftræner og sportchef Peter Nielsen.
Horsens har blot spillet en enkelt kamp i kvalifikationsspillet. I onsdags blev det uafgjort 30-30 mod gæsterne fra Skanderborg Håndbold. Maria Holm og Kristin Thorleifsdottir lavede 19 af Horsens-målene, mens den tidligere SønderjyskE-målvogter Claudia Rompen blev kåret til kampens spiller. SønderjyskE har 5 point, Ringkøbing Håndbold har 4 point, mens Horsens er på 3 point, men altså blot for en enkelt kamp grundet bonuspoint fra grundspillet. Ved pointlighed er placeringen i grundspillet afgørende, og her er SønderjyskE dårligst stillet af de tre hold. Vinderen af kvalifikationsspillet får en vindercheck i belønning.
Kim Borup og Allan Theils er kampens dommere, mens Claus Ulrik Nielsen er observatør.
Hent din billet her https://shop-damehaandbold.soenderjyske.dk/