Karine Dahlum fortsætter i Sønderjyske Kvindehåndbold. Den norske profil har indgået en ny to-årig aftale, som løber frem til sommeren 2028.
Den norske bagspiller har markeret sig med stærke præstationer hos Sønderjyske Kvindehåndbold, og hun ser frem til at fortsætte i den lyseblå trøje.
– Jeg er rigtig glad for at være i Sønderjyske Kvindehåndbold. Det er et godt miljø med et stærkt fællesskab, og jeg føler, at jeg har gode muligheder for at udvikle mig her. Jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet sammen med holdet og til flere oplevelser i den lyseblå trøje, siger Karine Dahlum.
Hun er i gang med sin anden sæson i klubben og har udviklet sig til en bærende spiller.
– Vi er rigtig glade for, at Karine har valgt at forlænge. Hun har en stor rolle på holdet og har udviklet sig til den spiller, vi hele tiden har troet på, siger cheftræner og sportschef Peter Nielsen.
27-årige Karine Dahlum har Mibau Stema som personlig sponsor, og det samarbejde fortsætter også fremover.
– Vi har stærke rødder i Norge. Ud af vores omkring 500 ansatte i Europa er over halvdelen fra Norge, hvor vi har vores stenbrud omkring Stavanger og i Sydnorge. Derfor giver det også rigtig god mening for os at støtte en norsk spiller i Sønderjyske Kvindehåndbold i Aabenraa. Samtidig passer Karines energi rigtig godt til vores team i Mibau Stema. Vi er glade for at støtte både hende og Sønderjyske Kvindehåndbold. Det er et spændende projekt, og vi ser frem til at fortsætte samarbejdet, siger direktør Rolf Bonnichsen fra Mibau Stema Danmark.