Norske Eline Osland har imponeret stort i sin første sæson for SønderjyskE Damehåndbold, og nu har hun forlænget kontrakten frem til 2023.
21-årige Eline Osland skal også i de to kommende sæsoner bære SønderjyskE-trøjen.
Den stærke bagspiller har imponeret stort i sin første sæson i den lyseblå trøje, og aktuelt fører hun både topscorer- og assistlisten i SønderjyskE.
Sportschef og cheftræner Peter Nielsen er meget tilfreds med, at han også de kommende sæsoner kan råde over sin højre back, som han betegner som ”et norsk Power House” på grund af sin fysiske styrke.
– Jeg er utroligt stolt over, at Eline Osland har valgt at sætte sin signatur på en forlængelse af sin kontrakt, for hun har været efterspurgt af flere ligaklubber i løbet af sæsonen, men med forlængelsen understreger hun, at hun virkelig gerne vil SønderjyskE og tror på vores projekt.
– Hun kom i sommer som et relativt ubeskrevet blad, men hold da op, hvor hun har taget alle med storm både på træningsbanen, til kamp, i styrkelokalet og uden for banen. Hun er altid 100 procent professionel omkring træning og kamp, og hun lever i hverdagen op til de sønderjyske værdier. Ved siden af håndbolden passer hun sit job i Lagkagehuset og er ansat ved Aabenraa Elite for at lære de yngste at styrketræner, og på den måde er hun blevet rigtig godt integreret, siger Peter Nielsen.
Eline Osland glæder sig over, at hun nu har fremtiden på plads i SønderjyskE og Aabenraa frem til 2023.
– Jeg har valgt at forlænge i SønderjyskE, fordi jeg trives virkelig godt både på og uden for banen. Jeg føler allerede, jeg har taget et stort skridt, siden jeg kom til i sommer, og jeg føler, jeg er et sted, hvor jeg udvikler mig godt.
– Jeg har fået en rolle på holdet, hvor jeg får meget ansvar, og jeg tror, at jeg med tiden kan lære at fylde endnu mere i den rolle. Desuden har jeg en stor tiltro til holdet og de værdier, der er omkring klubben. Jeg glæder mig meget til fortsættelsen, og jeg vil gøre alt for, at vi kan nå de mål, vi sammen har sat os for, siger Eline Osland.