SønderjyskE’s håndboldkvinder bed godt fra sig, men måtte gå fra banen med et nederlag på 25-28 hos Nykøbing Falster Håndbold.
– Vi spiller en flot kamp og giver et godt Nykøbing-hold kamp til stregen. De presser os hårdt alle 60 minutter, men vi står rigtigt flot imod. Det var en god præstation af os og et godt rygstød inden det vigtige opgør om halvanden uge mod Skanderborg, fortæller cheftræner Peter Nielsen.
Han fortæller også, at det var planen inden kampen at få gang i fløjspillet, og det må man sige lykkedes til fulde. Fløjspillerne Pernille Johannsen og Kajta Johansen scorede henholdsvis ni og otte gange. Førstnævnte lavede dog fem af fuldtræfferne på straffekast på sin tidligere hjemmebane.
Det meste af kampen var SønderjyskE bagud med to til fire mål, og på intet tidspunkt kom det formstærke hjemmehold foran med mere end fem mål. Over midtvejs i anden halvleg stod der 21-20 på tavlen i den stemningsfulde hal. Lidt senere smed SønderjyskE bolden væk i en syv mod seks, og pludselig var afstanden igen tre mål. Det forblev den også til slut til stor jubel for det talstærke hjemmepublikum. En 10-12 supportere havde også taget turen på de mere end 300 km fra Sønderjylland, og de bidrog også godt til lydniveauet.
– Det var fedt at spille i en fuld hal. Jeg vil gerne sende en stor tak til vores supportere, som en hverdagsaften var taget den lange tur med os herover, udtaler Peter Nielsen.
Nu skal han og resten af holdet bygge videre på de gode præstationer. Indtil nu har ingen af modstanderne denne sæson været placeret uden for top otte. Søndag den 23. oktober kl. 19.00 er der hjemmekamp i Arena Aabenraa mod Skanderborg Håndbold, der blot har et enkelt point mere i tabellen, men en dårligere målscore.
Nykøbing Falster – SønderjyskE 28-25 (15-12)
Mål: Pernille Johannsen 9 (5), Katja Johansen 8, Ricka Falk Gindrup 3, Louise Ellebæk 3, Josefine Dragenberg 1, Sarah Paulsen 1
Udvisninger: NFH 1, SønderjyskE 3
Tilskuere: 1.056