SønderjyskE tager i Kvindeligaen imod Nykøbing Falster Håndbold. Det går løs søndag den 8. oktober kl. 14.00 i Arena Aabenraa.
Efter en solid pointhøst er SønderjyskE at finde midt i tabellen med seks point efter seks point. Akkurat samme pointtal som det stjernespækkede mandskab fra Nykøbing Falster, der skuffende måtte gå fra banen med et nederlag på 29-32 til gæsterne Viborg HK i onsdags. Det er derfor med sikkerhed et sultent udehold, anført af rutinerede Kristina “Mulle” Kristiansen, som kommer til Sønderjylland for at booste pointhøsten. Nye norske spillere som Moa Högdahl og Mona Obaidli, der var topscorer sidste år i Norge, går forrest hos gæsterne.
For SønderjyskE gælder det også om at revanchere sig lidt. I onsdagens hjemmekamp slap de lyseblå lidt heldigt afsted med den ene point, efter holdet det meste af kampen var bagud med fem-seks mål mod Ringkøbing Håndbold.
– Vi stod med en dårlig følelse i maven efter kampen mod Ringkøbing, og så er det, at vi plejer at slå godt tilbage. Vi bliver også nødt til at finde et andet niveau og frem for alt løfte kvaliteten i vores spil mod så god en modstander. Nykøbing Falster er et supergodt hold, siger cheftræner Peter Nielsen.
Kampens dommere er Daniel Møller og Rasmus Dreier Høgfeldt, mens Martin Gjeding er observatør.
Hent din billet på https://shop-damehaandbold.soenderjyske.dk/