Louise Ellebæk har endnu ikke været i kamp for Sønderjyske Kvindehåndbold denne sæson. Efter en knæskade har bagspilleren set sig nødsaget til at stoppe karrieren.
Det var en udekamp mod Horsens i marts 2025, at Louise Ellebæk sidst løb på banen for Sønderjyske Kvindehåndbold. Hun har været igennem et langt genoptræningsforløb, som desværre ikke har bragt hende tættere på et comeback. Derfor har hun været nødsaget til at træffe den svære beslutning.
– Det har været en rigtig hård, men desværre også en nødvendig beslutning, for at passe på mig selv og min krop. Jeg har måttet erkende, at smerterne i mit knæ ikke længere tillader mig at fortsætte karrieren. Håndbolden har fyldt en stor del af mit liv siden jeg var lille, så det er rigtig tungt at give slip på noget, der har betydet så meget. Jeg er utrolig taknemlig for alle de oplevelser, minder og relationer, som sporten har givet mig gennem årene. Nu er jeg spændt på, hvad fremtiden bringer efter sommer, udtaler Louise Ellebæk.
Da Sønderjyske Kvindehåndbold i 2022 rykkede op i ligaen hentede sportschef og cheftræner Peter Nielsen hende ind som en vigtig forstærkning til truppen i forsøget på at etablere et hold, som kunne overleve i ligaen. Det lykkedes – og mere til – og Sønderjyske Kvindehåndbold har for alvor bidt sig fast i Bambuni Kvindeligaen. På den spændende rejse har Ellebæk scoret mere end 200 mål i den lyseblå trøje, men hun har bidraget med meget mere end bare mål.
– Louises betydning for klubbens udvikling kan ikke undervurderes. Hun har været en grundpille i både vores spillestil og kultur. Hendes dedikation, hårde arbejde og evne til at presse egne grænser har ikke blot været en inspiration for alle omkring hende, men også medvirket til, at vi har opnået historiske resultater. Louise har været med til at skabe et af de mest mindeværdige kapitler i klubbens historie, forklarer Peter Nielsen.
De to seneste sæsoner er det blevet til en plads i slutspillet for Ellebæk og Sønderjyske, og oveni blev det til en flot bronzemedalje ved Final4 i pokalturneringen sidste sæson. Det markerer en fornem afslutning på en karriere, som hun kan være stolt af.
Vi ønsker hende alt det bedste på den nye vej i livet – uden harpiks på fingrene, men med et varigt aftryk af, hvad hun har opnået. Tak for kampen, Louise!

På billedet ses Louise Ellebæk efter den flotte bronzemedalje ved Final4 sidste sæson (foto: Lau Nielsen)