SønderjyskE åbner sæsonen i Kvindeligaen med en udekamp lørdag hos EHF Cup-vinderne fra Ikast Håndbold.
Opgøret bliver for Line Uno en kamp mod gamle venner. Den 29-årige playmaker er inden denne sæson skiftet fra netop Ikast til SønderjyskE.
– Ligesom resten af holdet så glæder jeg mig til at komme i gang med ligasæsonen. At det så er på min gamle hjemmebane er selvfølgelig lidt specielt, men jeg vil gerne derop og drille dem. Vi kan tage en masse med fra første halvleg af pokalkampen mod Odense. Spiller vi klogt, holder aftalerne i forsvaret og minimerer vores fejl, så kan vi også give dem kamp til stregen og få point med hjem, siger Line Uno.
Sidste sæson tabte SønderjyskE opgøret i Ikast med 12 mål i starten af sæsonen, men omvendt blev hjemmekampen i januar vundet. Ikast varmede op til ligastarten med en pokalsejr på hele 21 mål i tirsdags, hvor TMS Ringsted fra 1. Division blev kørt over med 44-23 på udebane.
Tager du turen derop, så er en mulighed for gratis entré. Ikast Håndbold deler 100 billetter ud i udebaneafsnittet efter “først til mølle” til de første 100 SønderjyskE-fans. Der er kampstart kl. 15.00 i Sportscenter Ikast, hvor Josefine Kusk Jensen og Line Hesseldal Hansen er dommere, mens Per Olesen er observatør.