Efter den gode start på kvalifikationsspillet med sejren hos Ajax København er der onsdag aften mulighed for flere point på kontoen, når Ringkøbing Håndbold tager imod.
Cheftræner og sportschef Peter Nielsen vil samtidig gerne have revanche for sidste gang turen gik til Ringkøbing. Tilbage den 7. marts tabte SønderjyskE med 21-27.
– Ringkøbing er et hold, som egentlig står godt til os, og denne gang kommer vi med et fuldt hold. Sidste gang lavede vi alt for mange fejl og tabte kontrakampen, så den del af spillet skal forbedres i forhold til sidst, siger Peter Nielsen.
Ringkøbing Håndbold startede også ud med en sejr. Skanderborg Håndbold blev af vestjyderne nedkæmpet med 33-31. Det betyder, at Ringkøbing er på fire point og SønderjyskE på tre point. Det gælder om at undgå sidstepladsen, og i bunden kan Ajax højst nå seks point. Med point i aftenens kamp vil SønderjyskE være meget tæt på at kunne booke billet til næste sæson i Kvindeligaen. Kvalifikationsspillet slutter med hjemmekampe 23. og 26. apil mod henholdsvis Horsens og Skanderborg.
Kim Borup og Allan Theils er kampens dommer, mens Per Skovgaard er observatør. Der er kampstart kl. 19.00 i Green Sports Arena, Ringkøbing.