SønderjyskE’s håndboldkvinder var tilbage i vinderrollen tidligere på ugen i Silkeborg, og søndag kan endnu en sejr komme i hus, når Aarhus Håndbold er på besøg i Sydbank Arena Aabenraa. Bemærk, at kampen er rykket en time frem og starter 15.00.
Der er dækket op til en stor håndboldsøndag. Kl. 15.00 går det løs med opgøret i Kvindeligaen, og så er der tid nok til man også kan nå at se VM-finalen i herrehåndbold, hvor Danmark møder Kroatien kl. 18.00.
For de lyseblå gælder det om at få gang i en stime. SønderjyskE har endnu ikke tabt to kampe i træk denne sæson. Omvendt er det også et stykke tid siden, at der er hentet to sejre efter hinanden.
– Efter en skuffende kamp imod Viborg hjemme, var det godt, at vi fik oprejsning og straks slog tilbage med en rigtig god kamp i Silkeborg i tirsdags og to dejlige point. Nu er vi tilbage i Sydbank Arena Aabenraa igen, og vi ser frem til opgøret imod Aarhus, som kommer med et mandskab med mange ligakampe i bagagen. Forhåbentlig kan vi sammen med publikum hente en vigtig sejr og samtidig bage godt op til VM-finalen, udtaler Peter Nielsen.
Hos gæsterne er cheftræner Jeppe Vestergaard ny mand. Han har taget den store profil, Line Berggren med fra Skanderborg. Århus er på syv point, mens SønderjyskE på 16 point kan tage endnu et skridt imod en plads i slutspillet.
Kampens dommere er Frederik Skou Ejby og Lasse Wahlstrøm, mens Mogens Hartmann er observatør.