Når Sønderjyske Kvindehåndbold spiller kalenderårets første hjemmekamp, så er det selvfølgelig med den populære fanspisning på programmet. Onsdag den 14. januar kommer Odense Håndbold på besøg.
Fanspisningen er vokset støt og roligt siden det blev introduceret for et par år siden, og senest blev der sat ny rekord. Da Team Esbjerg var på besøg i efterårets sidste hjemmekamp deltog 217 supportere i fanspisningen, og en tredjedel af dem var gæstesupportere. I god tid inden kampstart rullede Team Esbjergs fanklub ind i Aabenraa. De havde prioriteret at komme tidligt for at tage del i den hyggelige optakt med spisning og fællesskab.
Formanden for Esbjergs fanklub, Niels Farup, roser tiltaget, som er et stort trækplaster.
– Det er jo ikke første gang, at vi prøver fanspisningen her i Sønderjyske. Det er en flot gestus af Sønderjyske, og vores fans er helt vild glade med arrangementet. Det er altid let at få busserne fyldt op, når turen går til Aabenraa.
– Og så er det også hyggeligt at møde hinanden på tværs af klubfarver. Det giver noget ekstra. Det sparker virkelig røv, udtaler Niels Farup.
Også i Sønderjyske-lejren er der stor opbakning til fanspisningen. Egon Jensen er blandt de trofaste deltagere og lægger ikke skjul på, at det er sammenholdet, som trækker.
– Jeg bakker op om Sønderjyske Kvindehåndbold, og så er det bare hyggeligt at mødes inden kampen og spise noget godt mad. Vi har et unikt sammenhold, som også fortsætter inde i arenaen, når kampen går løs. Det er jo lidt som en lille familie, men vi vil gerne være endnu flere, udtaler Egon Jessen.
Der er kampstart onsdag den 14. januar kl. 20.00. Fanspisningen starter kl. 18.00 og koster kun 70 kr. Vil du gerne deltage i fanspisningen, så tilmeld dig senest fredag til praktik@soenderjyske.dk

Niels Farup og Egon Jessen havde godt gang i drillerierne inden kampen