Davidsen, der har bakket flot op om SønderjyskE Damehåndbold siden skabelsen i 2004, øger nu sit sponsorat og bliver medhovedsponsor for den nyslåede ligaklub.
Der er god grund til jubel i SønderjyskE Damehåndbold i øjeblikket.
Holdet har vundet 19 af 19 kampe i 1. division og sikrede sig for nylig oprykning til landets bedste håndboldrække, Bambusa Ligaen, og nu vælger en af klubbens trofaste sponsorer at øge støtten til SønderjyskE Damehåndbold.
Davidsen, der har været sponsor i SønderjyskE Damehåndbold siden skabelsen i 2004, bliver fremover medhovedsponsor i klubben og giver dermed bedre betingelser for, at holdet kan klare sig i landets bedste håndboldrække efter sommerferien.
– Davidsen har været med på hele rejsen i SønderjyskE og har været en loyal sponsor for SønderjyskE Damehåndbold, så vi er naturligvis meget glade og taknemlige for, at de nu løfter opbakningen yderligere i form af et hovedsponsorat.
– SønderjyskE Damehåndbold har leveret en fantastisk sæson i 1. division, og det næste store projekt er nu at give pigerne de bedste betingelser for at klare sig i ligaen. Her har vi brug for stor lokal opbakning, og det glæder os, at Davidsen nu er med til at lægge fundamentet, siger SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen.
Hos Davidsen ser trælastdirektør Dennis Andreasen frem til et stærkt samarbejde med SønderjyskE Damehåndbold.
– Der er gjort et stort stykke arbejde for at få SønderjyskE’s damer tilbage i ligaen. Vi har været stolt sponsor i mange år og føler det som en naturlig forpligtelse, at vi som lokal virksomhed nu øger vores sponsorat i klubben. Vi glæder os over, at vi med et øget sponsorat kan vise vores anerkendelse af det store og målrettede arbejde, der er blevet gjort i og omkring dameholdet.
Ligastatus betyder øget medieeksponering, som igen er en fordel for erhvervslivet i Aabenraa kommune
– Det betyder enormt meget for Aabenraa Kommune og Sønderjylland i almindelighed, at vi nu igen får et damehåndboldhold i den bedste liga. Vi håber, at flere lokale virksomheder vil støtte op om vores hold, så vi sammen kan medvirke til at sikre et stærkt økonomisk fundament for et fremtidigt ligahold og dermed fortsat stor medieeksponering af vores lokalområde, siger Dennis Andreasen.
Den nye hovedsponsoraftale har allerede gjort det muligt, at SønderjyskE Damehåndbold en af de nærmeste dage kan præsentere den første nye tilgang til ligatruppen.