Hos Bygma er de vilde med folk, der har skruet hænderne rigtigt på, og det må derfor siges at være det rette match, når samarbejdet mellem tømmerhandlen og SønderjyskE Damehåndbold træder i kraft.
Værdien af samarbejdet stikker dog et spadestik eller to dybere end dette, og ved SønderjyskE Elitesport A/S ser salgschef, Jesper Danielsen, mange positive perspektiver i dette:
– Det er først og fremmest en kæmpestor virksomhed, der bliver del af den SønderjyskE familie. De har allerede nu udvist stort engagement i klubben, og særligt det er noget, vi sætter stor pris på. Det er vigtigt for os at møde vores sponsorere til erhvervsklubsarrangementerne, og det har vi allerede gjort med Bygma.
Bygma har tegnet et projektsponsorat med Sønderjysk Elitesport A/S og har ønsket at fokusere sit engagement omkring Damehåndboldholdet. Tømmerhandlen kommer også til klubben med stor erfaring fra håndboldverdenen og har bl.a. været hovedsponsor for det danske Herrelandshold i håndbold i en årrække. Også dette er noget, man ser frem til at drage nytte af i SønderjyskE:
– Bygma kommer med en helt fantastisk bagage fra tidligere sportssponsorater, hvor de i høj grad har evnet at forbedre tilskueroplevelsen omkring kampevents. Heldigvis er de ikke bange for at dele ud af deres store viden på området, og det glæder vi os til at høste frugterne af, fortæller Jesper Danielsen.
For Bygma i Region Syd giver det også rigtig god mening at indgå et samarbejde med SønderjyskE Damehåndbold:
– I Bygma lægger vi stor vægt på lokale og regionale relationer, og vi glæder os til at være med til at bakke op om det dygtige Damehåndboldhold, der samler sønderjyderne om håndboldsporten, fortæller Regionsdirektør, Michael Madsen.
Direktør, Anders Sørensen, ser desuden klare fællestræk i mellem håndboldholdet og Bygma, hvorfor han glæder sig over, at tømmerhandlen fremover synliggøres af og associeres med SønderjyskE Damehåndbold:
– Vi ser nogle fælles lighedspunkter i vores tilgang til det, vi hver især arbejder med. Både Håndbolddamerne og Bygmas kunder og medarbejdere er kendetegnet af stor professionalisme, der bygger på dedikation, stolthed og hårdt arbejde.
Samarbejdet fejres allerede på lørdag den 26. marts, hvor Bygma byder på fantastisk fyrværkerishow til den store oprykningsfest ved Arena Aabenraa.
I SønderjyskE Damehåndbold takker vi ydmygt for den store opbakning og det gode engagement.