SønderjyskE’s ligakvinder spillede sig sikkert videre til 1/8-finalerne i Santander Cup torsdag aften. I Aarhus-forstaden Risskov blev VRI fra 2. Division besejret knusende sikkert med 42-22.
Allerede ved pausen førte SønderjyskE med ti mål, og med det samme antal mål blev anden halvleg vundet af gæsterne fra Sønderjylland. Assistenttræner Mikael Jensen var ganske godt tilfreds efter kampen.
– Det var en professionel og koncentreret indsats. Der skal alligevel noget til at lave 42 mål. Vi spillede 6-0-forsvar i starten af kampen, og de fik lov til at spille mange lange angreb, men efter vi gik frem og dækkede mere offensivt op, fik vi koblet et godt greb om kampen. Vi fik også afprøvet nogle alternative måder at dække op på, forklarer Mikael Jensen.
Han glædede sig også over, at der ikke var skadede spillere med hjem i bussen, og at der vanen tro var lyseblå supportere på plads.
– Vores supportere var gode til at lave larm, når VRI kørte lange angreb. De var som altid med til at skabe en god ramme om kampen, hvor flere af vores spillere var i aktion for sidste gang i karrieren, fortæller Mikael Jensen.
Alberte Stenderup spillede hele kampen i målet. På fløjen sagde Mette Lassen også farvel til håndboldkarrieren, og hun lyste op med mange fine aktioner og mål. På fløjen var der også spilletid til unge Laura Galle Hansen.