Der er meget få mennesker, der har lige så stor erfaring med at drive forretning og give kyndig vejledning indenfor hårde hvidevarer, som Henning Pedersen har. I flere årtier har han været forretningsdrivende, og i dag har han ejerskab over både Hennings Hvidevareservice samt Punkt1 Haderslev – Kolding. Faktisk er ishockey og SønderjyskE noget nær det eneste, han brænder lige så meget for, hvilket også forklarer, at han har ydet urokkelig støtte til SønderjyskE lige siden den lyseblå begyndelse.
Nu kan vi glæde os over, at Hennings Hvidevareservice og Punkt1 Haderslev – Kolding atter har indgået en forlængelse af samarbejdsaftalen med Sønderjysk Elitesport, der dermed gælder yderligere to år.
Henning Pedersen selv fortæller om årsagen til den vedvarende opbakning:
– Det har altid lagt os meget på sinde at støtte op lokalt, og derfor har vi faktisk også været sponsor af hockeyen i Vojens i 32 år – først hos VIK og siden hos SønderjyskE. Sporten og det samlede fællesskab på kryds af ishockey samt kvinde- og herrehåndbold i SønderjyskE er med til at skabe bevågenhed for hele landsdelen, hvilket kommer alle os lokale til gode.
Desuden er han begejstret for det gode lyseblå netværk:
– Jeg har fundet mig virkelig godt til rette i netværket, hvor jeg har fået mange gode forbindelser og ikke mindst sociale oplevelser, fortæller Henning Pedersen.
Key account manager hos Sønderjysk Elitesport, Kenn B. Rasmussen, er taknemlig for den store passion, der kan mærkes omkring projektet hos Hennings Hvidevareservice og Punkt1 Haderslev – Kolding:
– Det er helt fantastisk at mærke, hvordan Henning brænder for projektet. Der er ikke mange, der har været på holdet så længe som ham, og vi er glade for, at der er udsigt til, at han forbliver en del af Landsdelsprojektet i mange år endnu.
Tusind tak for den enorme støtte til Hennings Hvidevareservice og Punkt1 i Haderslev – Kolding.