Sønderjyske Kvindehåndbold har indgået en aftale om salg af Olivia Simonsen, som dermed stopper i klubben efter indeværende sæson.

Olivia kom til klubben i sommeren 2022 og har gennem fire sæsoner udviklet sig fra et stort talent til en markant profil i den danske liga. I sin tid i den lyseblå trøje har hun spillet mere end 100 kampe, scoret over 250 mål og fik i 2024 sin debut på det danske kvindelandshold. Hun har været en afgørende del af arbejdet med at etablere Sønderjyske i ligaen og en vigtig del af den positive sportslige udvikling de seneste år.

– Olivia har ikke blot bidraget med sine kvaliteter på banen, men også spillet en vigtig rolle i opbygningen af en stærk kultur i truppen, hvor ambitionen om konstant udvikling – både individuelt og kollektivt – har været i fokus.
Selvom vi naturligvis gerne havde set Olivia fortsætte hos os, har hendes ønske om at prøve kræfter med udlandet, kombineret med en transfersum som alle parter er tilfredse med, gjort beslutningen naturlig, siger sportschef og cheftræner Peter Nielsen.

Olivia Simonsen ser tilbage på nogle gode år i Sønderjyske og ser frem til at slutte godt af i den lyseblå trøje.

– Det er blevet til fire sæsoner i Sønderjyske, som jeg har været utrolig glad og taknemmelig for. Der har været så mange gode oplevelser, og der er blevet skabt en masse minder, gode grin og fantastiske venskaber over tiden. Jeg er stolt over at have været en del af udviklingen de sidste par sæsoner i Sønderjyske, hvor vi har været i slutspillet og spillet med til Final4. Jeg har valgt at søge nye udfordringer og oplevelser og derfor bliver dette min sidste sæson i Sønderjyske, så tak til alle i og omkring klubben for en dejlig tid. Jeg glæder mig nu til at nyde den sidste tid og få sluttet denne sæson af på bedst mulig måde, udtaler Olivia Simonsen.

Vi vil til sommer sige stor tak til Olivia for fire fantastiske år – men først har vi fortsat fælles mål, som vi sammen skal indfri i resten af sæsonen.

Tak for kampen, Olivia.