Mens VM i kvindehåndbold ruller over skærmen, er spillerne i Sønderjyske Kvindehåndbold igen samlet efter et par ugers pause. Bagspiller Olivia Simonsen og resten af holdet havde sidste uge en anderledes træningsdag, hvor holdet besøgte træningscenteret LC Performance i Aabenraa og blev udfordret med en omgang crossfit.
Efter den sidste ligakamp i november havde spillerne et velfortjent afbræk fra hverdagen – noget Olivia satte stor pris på.
– Jeg fik hygget med familien og set nogle af dem, man ikke har set længe. Og så trænede jeg også lidt selv. Jeg tænker, at det både fysisk og mentalt har været godt med en pause, fortæller hun.
Den alternative træningsdag gav også et skud ny energi
– Det var sindssygt hårdt, men fedt at træne i dag. Det er noget helt andet, og det giver ny energi at prøve noget nyt en gang imellem, siger Olivia Simonsen.
Hun følger VM tæt – og hepper på Sarah
Olivia spillede tre landskampe i sidste sæson og følger selvfølgelig med i VM, hvor klubbens egen Sarah Paulsen repræsenterer Danmark.
– Det er fedt at følge med i landsholdet og se Sarah og andre piger, man kender. En fornøjelse, siger hun og fortsætter:
– Sarah giver sig altid, og hun har været god til at gribe chancen.
To hårde uger – og derefter en lille julepause
Holdet træner nu intensivt i to uger frem mod julepausen. Sæsonen genoptages kort efter nytår, og der bliver ikke meget tid til at læne sig tilbage.
– Vi kommer tilbage inden nytår, og der skal selvfølgelig også nydes lidt juleand – men jeg skal også ud at løbe et par ture, griner Olivia.
Sidste træningsdag inden jul er den 19. december, og så går forberedelserne videre mod en vigtig forårssæson, hvor kampene nærmest kommer som perler på en snor. Den 3. januar gælder det udekampen i Ikast, og onsdag den 14. januiar venter Odense Håndbold i Sydbank Arena Aabenra.

Instruktør Kevin R. Lassen fra LC Performance fotograferet med holdet efter træningen. (Foto: Janni Mathiesen)