U18 landsholdet spillede et brag af et VM, hvor det hele endte ud i guldmedaljer og oprykning til A-gruppen.
SønderjyskE og Vojens Ishockey Klub var repræsenteret ved Elias Borup Olsen og Albert Grossmann.
Vi fangede Elias “Bobby” Borup til en kommentar en eftermiddag efter at dagens slid i skolen var overstået.
Den nu 17-årige nordjyde startede sin ishockey karriere i Frederikshavn og rykkede allerede som 16-årig til Vojens og siden da, er det kun gået en vej med det unge ydmyge talent og det er fremad.
Vi måtte naturligvis høre hvordan det var at stå med guldmedaljerne efter U18 VM og i svaret skinnede den velkendte nordjyske beskedenhed ganske fint igennem.
– Det var en stor oplevelse at rykke op, vi havde en virkelig god og tæt gruppe, som kunne levere når det gjaldt, så det var en kæmpe oplevelse
Du har som 17-årig nu fået debut i Metal Ligaen, du er noteret for 3 mål og 1 assist. Du har spillet CHampions Hockey League og været med til at spille U18 i A-gruppen – sæt lige ord på den sæson.
– Min sæson har været over alle forventninger. Inden sæsonen begyndte satte jeg mig et mål om, at få lov at træne med sønderjyske mindst en gang denne sæson, og det må man sige jeg har opnået.
Havde du i din vildeste fantasi drømt om at du skulle nå at prøve alle de ting, da du forrige sæson som 16 årig tog skridtet og flyttede fra Frederikshavn til Vojens?
– Da jeg valgte at tage til Vojens som 16-årig, var det at spille for Sønderjyske aldrig noget jeg havde forventet ville ske allerede efter et år, så nej, jeg kunne aldrig have drømt om det jeg har været en del af indtil videre.