Vi er stolte over, at vores mangeårige sponsor, transport- og logistikvirksomheden H. P. Therkelsen A/S, har indgået en Toppartner-aftale med SønderjyskE.
– Kultur og sport er vigtige elementer i manges liv, og derfor bakker vi op om især sporten i Sønderjylland, som en del af det med at skabe positive oplevelser for os, der bor i området. Vi er stolte over de præstationer, som SønderjyskE opnår. Det er fantastisk, at både ishockey- og kvindehåndboldholdet netop har kvalificeret sig til Final4, siger Peter Therkelsen, CEO i H. P. Therkelsen A/S.
H. P. Therkelsen er en over 100 år gammel familievirksomhed, der med opbakningen til SønderjyskE er en vigtig medspiller i det lyseblå landsdelsprojekt. Med det nye sponsorat får Padborg-virksomheden blandt andet eksponering på LED i Sydjysk Sparekasse Arena. Både bag spillerboksene og på ringen under storskærmen i loftet.
– H. P. Therkelsen er en af vores trofaste sponsorer, og det er dejligt, at de kan se værdien i vores samarbejde og ikke mindst eksponeringen på vores hjemmebaner, udtaler Kenn Rasmussen, key account manager i SønderjyskE.