Bagspilleren Oliver Eggert skifter efter denne sæson barndomsklubben SønderjyskE Herrehåndbold ud med en klub i udlandet.
Udlandet trækker igen i Oliver Eggert. Sønderjyden kom for et år siden hjem til SønderjyskE efter et ophold i den franske klub Istres. Nu drager han sammen med familien uden for landets grænser igen. Sportsmanager Thomas Mogensen vil gerne give Eggert de allerbedste ord med på vejen.
– Det var fedt at få Oliver tilbage efter et ophold i Frankrig. Han har et stort SønderjyskE-hjerte og har gjort det godt i klubben. Vi ønsker ham alt mulig held og lykke med den nye opgave til sommer, siger Thomas Mogensen.
Det er et kommende farvel, men måske også et på gensyn med den 28-årige sønderjyde, som tilbage i 2013 fik debut i den lyseblå trøje.
– Jeg var mega glad for, at jeg midt i sæsonen kunne komme tilbage til SønderjyskE, som er og bliver min klub. Jeg har nydt at være tilbage og fået masser af tillid af trænerteamet. Nu har jeg fået muligheden for at komme til udlandet igen, og det er måske sidste chance, inden børnene bliver for store. Vi som familie glæder os til at komme afsted. Uden at røbe for meget, så bliver det nok lidt lettere denne gang, hvor vi kan forstå sproget, udtaler Oliver Eggert.