All-Star spiller til SønderjyskE
De ishockeyglade syd- og sønderjyder kan med tilgangen af Oskar Drugge se frem til en markant forstærkning af det lyseblå ishockeyflagskib i SønderjyskE.
SønderjyskE og ikke mindst klubbens farverige fans kan godt begynde at glæde sig til den kommende hjemmekamp fredag aften i ishockey-mekkaet Frøs Arena, Vojens.
Den 31årige All-Star back, Oskar Drugge, har netop underskrevet en kontrakt, der løber resten af indeværende sæson samt yderligere næste sæson til 30. juni 2025.
Meritterne beretter om en spiller, der i flere sæsoner har leveret flotte resultater på højt niveau. Oskar Drugge blev i foråret 2023 Dansk Mester med Aalborg Pirates. Han blev Metal Ligaens back-topscorer med 39 points, og fik meget fortjent også en ekstra titel til CV´et med kåringen til Metal Ligaens All-Star hold.
Drugge har også spillet en enkelt sæson (2021/22, red.) i Herning Blue Fox, hvor det blev til imponerende 35 points i 42 kampe. Han har huseret i HockeyAllsvenskan i en årrække, en enkelt sæson for Timrå IK i den bedste svenske lige SHL, og senest har han spillet i den østrigske liga for Vienna Capitals.
En meget glad og tilfreds direktør i SønderjyskE, Klaus Rasmussen, fortæller, at klubben tidligere har forsøgt at få den svenske back på holdkortet:
– Ja, det er ingen hemmelighed, at Oskar Drugge er en ønskespiller for os. Vi har fulgt ham gennem flere sæsoner, og har bare fået bekræftet at vi får tilgang af en spiller der bliver en markant forstærkning til truppen, både defensivt og i special teams situationerne (over- og undertalsspillet, red.).
Han er en meget stærk og offensiv back, som via sit eminente skøjteløb og højre-fatning vil tilføre en ekstra dimension, især i vores powerplay formationer, siger Klaus Rasmussen, og fortsætter:
– Vi er glade for, at Oskar Drugge trækker i den lyseblå trøje i resten af indeværende sæson og også den kommende sæson 2024-2025. Vi ser i den grad frem til at præsentere ham for sponsorerne, og jeg er overbevist om at vores fantastiske fans vil give ham en ekstra varm velkomst i forbindelse med lokalopgøret på fredag mod Esbjerg Energy. Her forventer vi også at sætte ny, tilskuermæssig sæsonrekord, og jeg kan kun opfordre syd- og sønderjyderne til at møde op til en forrygende og festlig hockeyoplevelse fra den absolut øverste hylde, slutter Klaus Rasmussen.
Fakta Oskar Drugge
Nationalitet: Sverige
Alder: 31 år (11.09. 1992)
Højde: 177 cm.
Vægt: 77 kg.
Position: Back
Fatning: Højre
Kontrakt: Sæson 2023-2024 og Sæson 2024-2025
Trøjenr: 42
Tidligere klubber: Luleå HF, Asplöven HC, Lalix UHC, Kallinge/Ronneby IF, HC Vita Hästen, Timrå IK, AIK, Herning Blue Fox, Västerviks IK, Herning Blue Fox, Aalborg Pirates, Vienna Capitals
Foto: Danmarks Ishockey Union