Efter en lille kamppause går det løs igen i Kvindeligaen. Søndag drager SønderjyskE afsted til udekampen hos Horsens Håndbold Elite.
SønderjyskE indtager ottendepladsen med et enkelt point ned til søndagens modstander, som senest har spillet uafgjort med Ringkøbing Håndbold og besejret bundproppen Ajax København. Forrest på Horsens-holdet er denne sæson gået playmakerne Mai Kragballe og Melanie Bak. Annika Meyer har også været træfsikker fra stregen.
Med en sejr vil SønderjyskE hægte sig på den sjove ende af tabellen, og holdet kan regne med talstærk opbakning. Supporterformand Ninette Carstensen kan berette, at en busfuld supportere drager mod nord for at male Horsens lyseblå med masser af stemning og opbakning.
Der er kampstart kl. 15.00 i Forum Horsens, hvor Josefine Kusk Jensen og Line Hesseldal Hansen er dommerne, mens Per Olesen er observatør.