SønderjyskE måtte for fjerde gang denne sæson ud i overtid, men fjerde gang blev lykkes gang. Hos Frederikshavn White Hawks blev det til en sejr på 3-2. David Madsen blev matchvinder et minut inde i overtiden. Allerede søndag kl. 18.00 venter Rødovre Mighty Bulls i Frøs Arena.
I syv ud af ni kampe har SønderjyskE hentet point, men nederlagene i overtid tidligere på sæsonen trækker ned på pointhøsten. Denne aften burde det også være blevet til alle tre point, men SønderjyskE smed en tidlig føring på 2-0. Der var målchancer nok til at lukke kampen i anden periode, men Frederikshavn kom godt tilbage, og så endte det med et overtidsdrama.
SønderjyskE blev i kampens første skift ramt af en udvisning, men Mathias Borring har flere gange vist sin speed og farlighed i undertal. Anders Biel fik på en faceoff slået pucken over til Borring, der løb fra Frederikshavnerne og scorede køligt med baghånden alene med keeper Tadeas Galansky. Kun fem minutter senere havde SønderjyskE fordobdoblet føringen. Efter et godt angreb dumpede pucken ned foran William Boysen, der slog den i kassen.
I anden havde periode havde SønderjyskE muligheder nok, men nærmest ud af ingenting fik hjemmeholdet reduceret. Og det gav dem momentum. I tredje periode blev det også 2-2. Heldigvis holdt Nicolaj Henriksen og Co. stand. Henriksen fik i øvrigt en assist på sejrsmålet, da han reddede en farlig afslutning. Det gav en kontra, hvor Valdemar Ahlberg serverede pucken på et sølvfad til matchvinder Madsen. Det gav stor jubel i den lyseblå lejr – ikke mindst hos de mange medrejsende supportere, som havde taget den lange tur nordpå.
Der er ikke lang tid til at holdet skal i aktion igen. Søndag kl. 18.00 er der kampstart mod Rødovre.
Frederikshavn – Sønderjyske 2-3 OT (0-2, 1-0, 1-0, 0-1)
00.36 0-1 Mathias Borring (Biel) SH
05.19 0-2 William Boysen (Nielsen, Pelletier)
26.48 1-2 Sebastian Brinkman (Bertelsen, Frederiksen)
45.54 2-2 Daniel Baastrup (Frederiksen, Bertelsen)
61.03 2-3 David Madsen (Ahlberg, Henriksen)
Udv.: FWH 2×2, SE 2×2
Skud: 20-27
Tilskuere: 899