Blot fem sekunder var der tilbage af tredje periode, da Herlev Eagles fik udlignet. Gæsterne scorede også i overtiden, og så endte det med et skuffende nederlag på 2-3 og et enkelt point i stedet for tre af slagsen. Inden tredje periode førte SønderjyskE ellers 2-0.
Det mindede lidt om det første opgør i Herlev, hvor SønderjyskE også var foran efter en god periode, men til sidst måtte se sig besejret efter én god periode og to dårlige. I al fald var aftenens præstation langt fra de gode takter i fredags i Odense. Efter en tam første periode og 0-0 på tavlen, kom der gang i løjerne i anden periode. Her fik SønderjyskE sat gæsterne under tryk, men der skulle et par powerplays til, inden der blev skudt hul på rutinerede Erik Hanses i Herlev-målet.
Begge SønderjyskE-mål blev sat ind af backer. Først Rasmus Lyø og lidt senere Gustav Nielsen. I tredje periode gik luften desværre af ballonen, og da Herlev fik reduceret på en kontra lugtede gæsterne blod. SønderjyskE havde flere muligheder for at lukke opgøret, men i stedet lykkedes Herlev med satsningen til sidst, hvor Hanses blev taget ud. Blot 4,9 sekunder stod der på uret i Frøs Arena, og så stod der 2-2. Nicolaj Henriksen havde undervejs leverede mange gode redninger, men var prisgivet til sidst. Ved Herlevs reducering i starten af periode havde Henriksen holdt målet rent i 110 minutter.
Desværre fik Herlev ikke kun reduceret og udlignet. I overtiden kom Herlev i powerplay, da SønderjyskE blev straffet for en ekstra mand på isen. Jacob Schmidt-Svejstrup, der spillede en god kamp og gik ned og blokerede flere skud, kom afsted på en friløber, men dommerne vurderede at der var for mange på isen, og i stedet for at score sejrsmålet kunne Schmidt-Svejstrup fra udvisningsboksen se Herlev score deres sejrsmål kort efter.
Fredag aften gælder det udekampen i Frederikshavn, og søndag kl. 18.00 er næste hjemmekamp, når Rødovre Mighty Bulls kommer på besøg i Frøs Arena.
SønderjyskE – Herlev 2-3 OT (0-0, 2-0, 0-2)
27.19 1-0 Rasmus Lyø (Haag, Schmidt-Svejstrup) PP
35.22 2-0 Gustav Nielsen (Madsen, Ahlberg) PP
40.47 2-1 Tobias Åhström (Heinerö, Povlsen)
59.55 2-2 Tobias Åhström (Heinerö, Nilsen)
60.41 2-3 Tobias Åhstrøm (Heinerö, Josson) PP
Udvisninger: SønderjyskE 3×2, Herlev 7×2
Skud: 31-20
Tilskuere: 1.678.