SønderjyskE Herrehåndbolds nye administrerende direktør, Kim Poulsen, startede i juli i sit nye job. Dermed er han også tilbage i barndomsbyen Sønderborg, og det nyder han.
Kim Poulsen er efter mange år som træner og leder i fodboldverdenen nu at finde i håndboldsporten. En lang rejse har ført ham tilbage til byen, hvor det hele startede. Undervejs har destinationerne været blandt andet Aarhus, Singapore og Tanzania med sommerhuset på Sydals som en vigtig base. Nu fortsætter rejsen i lyseblåt. Og netop rejsen er nøgleordet.
– Jeg nyder at være tilbage i Sønderborg og at være en del af landsdelsprojektet SønderjyskE. Vi er startet på en rejse, hvor vi hver eneste dag vil udvikle os og blive lidt dygtigere hele tiden, forklarer Kim Poulsen.
Mange ansigter i og omkring Sønderborg kender han i forvejen. Fra 2018 til 2021 var han tilknyttet FC Sønderborg. Udover træneropgaver i ind- og udland har han også været forstander på Hessel Gods Fodboldkostskole og ikke mindst teknisk ekspert hos FIFA gennem en årrække.
Fodbold og håndbold
Kim Poulsen prøvede som ung også kræfter med håndbolden, men det var som om, at han skød lidt hårdere med fødderne end med ”spaghettiarmene”, som han selv udtrykker det. I arbejdet uden for banen ligner mekanismerne i de to sportsgrene dog hinanden.
– Ledelsesmæssigt ligner jobbet som direktør i en dansk fodboldklub og håndboldklub meget hinanden. Jeg er jo ikke sportschef. Min opgave er at implementere forretningsplanen og visionen, som bestyrelsen udstykker. Min styrke er på det ledelsesmæssige. At få alle til at arbejde i samme retning med høj motivation, og hvor alle kender deres ansvarsområde. Det føler jeg mig godt klædt på til, siger Kim Poulsen.
Efter barndomsårene på Borgmesterløkken i Sønderborg drog han til Aarhus for at læse på lærerseminariet. Da sønderjyden startede op i Aarhus Fremad rodede klubben rundt i serie 3. Efter et rekordantal oprykninger – de første par stykker som spillende træner – var han cheftræner, da klubben spillede i Superligaen. En enestående bedrift.
– Jeg lærte meget af mit parløb med formand Jan Hammerholt i Aarhus Fremad. Det var en lærerig og fantastisk tid, hvor jeg også fik øjnene op for det store og vigtige klubarbejde, som foregår uden for banen, med sponsorer og supportere, og hvordan man hele tiden bygger nye lag på i en sportsklub, fortæller Kim Poulsen.
Han har også stået i spidsen for flere danske topklubber. I 2000 vandt han som cheftræner for Viborg FF pokalturneringen. Han fremhæver arbejdet i FIFA og årene i udlandet som skelsættende. Tre år var han i Singapore, mens han i tre omgange var i Tanzania. Begge steder nåede han at arbejde sammen med landsmanden Jan Poulsen, som mange i udlandet fejlagtigt tror, han er beslægtet med.
Rykkede teltpælene op
– Jeg havde som ung to målsætninger, som jeg var ret bevidst om. At jeg kunne leve af min sport og dernæst at komme til udlandet. Jan var landstræner i Singapore, og han manglede en assistenttræner. Det blev starten på nogle gode år i et lille, men fantastisk land, udtaler Kim Poulsen.
Sammen med konen og tre børn blev Aarhus skiftet ud med Singapore titusinde kilometer væk fra Danmark. Et valg, som han aldrig har fortrudt.
– Min yngste datter var seks år, og hun var straks med på idéen, hvis vi skulle flyve og der var en swimmingpool. Det var noget andet med storebroren, som var teenager. Vi faldt dog alle hurtigt til, og det var en af mine sværeste beslutninger at tage valget om at stoppe i Singapore, men på et tidspunkt skal man også hjem igen. Det må man sige, at jeg er kommet nu, siger han med et smil.
I Tanzania arbejdede han under sit andet ophold med titlen ”Head of National Football Development”. I landets fodboldforbund stod han med ledelsesansvaret for alt fra turneringssystemer til talentudvikling.
– Under mit andet ophold i Tanzania blev jeg i 2014 også ansat som teknisk direktør i FIFA, hvor jeg kom ind i deres afdeling for ”leadership and management”. Et slags team af eksperter, som guider de forskellige medlemslande med kurser og sparring, fortæller Kim Poulsen.
Sport og politik
Under det sidste ophold i Tanzania var han landstræner. Det store land i det østlige Afrika med over 60 millioner indbyggere. Et land meget forskelligt fra Danmark og Singapore, og hvor han på nært hold også oplevede, hvordan politikere og ledere kunne udskiftes fra den ene dag til den anden.
– I et fodboldforbund er der 50 gange mere politik end i en klub. Mine ophold uden for landets grænser har givet mig en masse gode oplevelser. Det har samtidig udviklet og modnet mig som menneske. I mødet med andre kulturer lærer du en masse. Ikke mindst at tilpasse dig og navigere i et politisk miljø, siger han.
Kim Poulsen har dog ingen intentioner om at prøve kræfter med politik. Han nyder intensiteten i sportsverdenen, og han ser frem til det snart går løs med de vigtige kampe inde i Broager Sparekasse Skansen.
– Jeg trives med den noget kortere cyklus i sport. Det med at se om noget virker i politik om tre år er for langsigtet for mig. Sport er meget kontant. Du bliver målt og vejet hver eneste uge til kampene i håndboldhallerne, og når sæsonen er slut, gøres regnskabet op. Vi har som mange andre klubber en målsætning om at komme i slutspillet til den kommende sæson. Det kan vi også tale en masse om, men vi skal hele tiden flytte os i den rigtige retning. Fokus skal være på rejsen, så når man også bedre målet, forklarer Kim Poulsen.