Sportschef og cheftræner i SønderjyskE Damehåndbold, Peter Nielsen, har forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2025.
37-årige Peter Nielsen skal stå i spidsen for SønderjyskE Damehåndbold de næste tre sæsoner.
Den succesrige sportschef og cheftræner, der har ført holdet op i landets bedste håndboldrække, har underskrevet en kontraktforlængelse, så aftalen nu løber frem til sommeren 2025.
SønderjyskE-direktør Klaus Rasmussen glæder sig over, at parterne nu har papir på hinanden i flere år fremover.
– Det er med største selvfølgelighed, at Peter Nielsen skal fortsætte det gode arbejde, han har sat i gang i SønderjyskE Damehåndbold. Han tiltrådte for to år siden, og siden har klubben været i fin fremgang, og den foreløbige kulmination kom i marts, da vi sikrede os oprykningen til Bambusa Ligaen.
– Peter Nielsen er ekstremt dedikeret til projektet, og han brænder for at udvikle klubben og pigerne yderligere. Vi er helt overbeviste om, at han er den rigtige mand til at stå i spidsen for projektet de næste tre år, hvor vi med god, lokal opbakning kan gå nogle virkelig spændende sæsoner i møde, siger Klaus Rasmussen.
Peter Nielsen har den seneste tid haft travlt med at forberede holdet frem mod den kommende sæson, og han ser frem til at udvikle holdet yderligere i Bambusa Ligaen.
– Det har været et nemt og meget naturligt valg at fortsætte i SønderjyskE Damehåndbold. Vi har gang i et spændende projekt, og jeg føler, at vi nærmest kun lige er startet. Der er så meget potentiale i damehåndbolden i Aabenraa, og derfor har det været helt oplagt for mig at forlænge kontrakten for flere år. Nu har vi med oprykningen nået vores første mål sammen, og nu skal vi i fællesskab ud at nå de næste mål, og det glæder jeg mig sindssygt meget til, siger Peter Nielsen, der stortrives i rollen som sportschef og cheftræner i SønderjyskE.
– Jeg har det som blommen i et æg. Hvor morgen, når jeg står op, glæder jeg mig til at køre på arbejde. Både i jobbet som cheftræner og sportschef er der nogle spændende opgaver, og det tiltaler mig meget. Vi er på en kurve, der hele tiden har været opadgående, og vi har brugt masser af timer på at nå derhen, hvor vi er nu, men der er meget mere at gå på endnu, og det glæder jeg mig til at tage fat på sammen med spillerne og den øvrige stab.
– Jeg er glad for at være i SønderjyskE, hvor jeg både har det godt i hverdagen i Aabenraa og i samarbejdet med administrationen i Vojens. Jeg er sætter stor pris på samarbejdet med assistenttræner Mikael Jensen, vi er et godt team, og vi komplementerer hinanden rigtig godt. I det hele taget har vi det godt sammen i SønderjyskE Damehåndbold, og spillertruppen er meget harmonisk, så jeg glæder mig til de udfordringer, vi sammen skal tage fat på i den kommende tid, siger Peter Nielsen.
Peter Nielsen blev cheftræner for SønderjyskE Damehåndbold i sommeren 2020. Inden da havde han en sæson som assistenttræner i klubben.