SønderjyskE havde længe kurs mod førstepladsen i kampen hos Aalborg Pirates, men sønderjyderne måtte nøjes med et enkelt point efter et nederlag på 2-3 efter overtid og straffeslag.
Begge hold stillede op uden en række bærende spiller. Hos SønderjyskE manglede backduoen Mike Little og Anton Öhman udover langtidsskadede William Boysen. Selvom de to stærker backer var ude så stod defensiven solidt foran Patrick Galbraith. Og så fungerede powerplayet igen.
Hjemmeholdet kom bedst fra start, men SønderjyskE arbejdede sig ind i opgøret med en god arbejdsindsats. Efter flere nærgående forsøg fik SønderjyskE muligheden i powerplay, og her lynede Mikkel Jensen for anden kamp i træk. Mathiue Foget skød mod mål, og returpucken klappede Jensen flot i kassen. Momentum skiftede tilbage til Aalborg, der startede bedst i anden periode. Der skulle dog også et powerplay til, før værterne kom på tavlen. SønderjyskE svarede prompte igen med et nyt powerplay-mål. Igen var Foget og Jensen involveret. Via Jensen og Oliver Gatz havnede pucken hos Foget, som scorede et fint mål.
Føringen på 2-1 var intakt indtil otte minutter før tid, hvor Aalborg fik udlignet. I slutfasen pressede nordjyderne på, men Galbraith var en sikker sidste skanse. Dermed måtte de to hold ud i overtid og tre mod tre. Her bølgede det frem og tilbage. Først afviste Daniel Hansen med fornemt backspil to nordjyder, og kort efter serverede Mathias Borring smart pucken til Steffen Frank. George Sørensen stod dog også solidt i Aalborg-målet. Derfor måtte der straffeslag til. Her scorede Aalborg-kaptajn Julian Jakobsen som den eneste, og dermed blev det til et enkelt point. Det gør, at SønderjyskE er a point med Herning Blue Fox, som er bedst indbyrdes på førstepladsen. Aalborg er kun to point bagefter, og blot fire point skiller holdene i en tæt top fire.
– Vi spiller en solid udekamp og er solide i powerplay, men bliver lidt febrilske og tager nogle forkerte beslutninger til sidst. Vi følte, vi havde gode muligheder for tre point på en svær udebane, sagde en skuffet Mads Eller sefter kampen.
Allerede søndag kl. 13.30 gælder det lokalopgøret mod Esbjerg Energy hjemme i Frøs Arena. Det bliver den sidste kamp med de nuværende restriktioner på 1.500 tilskuere. Der er stadigvæk billetter til lokalbraget mod de formstærke vestjyder.
Aalborg – SønderjyskE 3-2 (0-1, 1-1, 1-0, 1-0)
09.37 0-1 Mikkel Jensen (Foget) PP
30.03 1-1 Martin Højbjerg (Ladehoff, Edmondson) PP
31.05 1-2 Mathieu Foget (Gatz, Jensen) PP
52.04 2-2 Tobias Ladehoff
65:00 3-2 Julian Jakobsen STR
Udv.: AP 6×2, SE 3×2
Skud: 28-20
Tilskuere: 1.138