Onsdag aften hentede SønderjyskE spillerne en flot udebanesejr over Herlev Eagles og det efter en kamp som bød på ikke kun ganske flot, men også koncentreret ishockey – fredag aften venter en ny stor opgave, nemlig når lokalrivalerne fra Esbjerg Energy kigger forbi. Kampen spilles kl. 19.00 og dørene åbnes en time før.
Efter en lidt famlende start er vestjyderne ved at komme op i gear og cheftræner Anders Førster ved allerede nu at der venter en ny stor opgave forude.
– Vi spiller altså en rigtig flot kamp og endda på en svær udebane, hvor jeg også synes at det er værd at nævne at vi scorede fem gange på Zetterquist som indtil nu har stået på hovedet for Herlev.
Nu gælder det Esbjerg og det står jo næsten skrevet i regelbøgerne at det skal blive en tæt og intens kamp, men det er den slags kampe vi alle glæder os til – både spillere, trænerstab og ikke mindst vores fans.
Esbjerg vil helt sikkert forsøge at tage os på sengen, så frem for alt, så gælder det for os om at være 100% klar fra start og dernæst spille simpelt og koncentreret hockey – det bliver en svær kamp, men det er fredag og jeg regner med en god lyseblå opbakning på lægterne, så hvis vi holder os til vores gameplan, så tror jeg også på at vi kan hente en vigtig sejr lyder det fra Anders Førster.
I forbindelse med kampen afvikler Sønderjyske Ishockey Support live-auktion på Jacob Schmidt-Svejstrups spillertrøje, som han spiller kampen i. Du kan byde via sms på tlf. 21202053. Under kampen vil du løbende kunne følge auktion på storskærmen i Sydjysk Sparekasse Arena. Efter kampen vil auktionen blive afsluttet på isen. Trøjen er sponsoreret af SønderjyskE, og hele salgsprisen går ubeskåret til SIS’ Movember-indsamling, hvor overskuddet går til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund.