Onsdag aften blev det til to tiltrængte point i Herlev, da o-2 blev vendt til 3-2 efter overtid og straffeslag – en sejr der var god for både pointkontoen samt selvtilliden.
– Det var rigtigt dejligt med en sejr i Herlev. Jeg har i de sidste par kampe savnet lidt vilje og gejst, men der var ild i spillernes øje i går. Det var ikke den mest velspillede kamp, men den var vigtig for selvtilliden.
Jeg må også sige at det har været rigtigt godt og vigtigt at få Erik Vikström med på holdet. Han kommer med en god energi og var med det samme igang med at arbejde med holdet lyder det fra cheftræner Casper Stockfisch.
Fredag aften venter en ny og ikke mindst stor opgave, når tabellens nummer to Odense Bulldogs er værter i Spar Nord Arena – en kamp vores nye assistenttræner Erik Vikström ser frem til efter at have været igennem en lidt speciel aften med “debut” på sin gamle hjemmebane i Herlev.
– Jeg er naturligvis rigtig glad for at være med på holdet her i SønderjyskE, men det var meget specielt at den første kamp skulle være i Herlev. Det var virkeligt underligt at skulle gå i det modsatte omklædningsrum osv., men jeg er heldigvis blevet taget rigtigt godt imod her klubben.
Det er svært at sætte ord på kampen, da alt jo er nyt for mig, men jeg så nogle spillere der kæmpede godt og som kampen igennem vist smil og faktisk også overskud. Det var stærkt at komme tilbage fra 0-2 og vinde kampen.
Nu gælder det så Odense. Jeg har heldigvis kunne følge med i Metal ligaen fordi man nu kan se alle kampe på TV – Jeg forventer et Odense hold som kommer med alt hvad de har fra start, så det gælder for os om at vi skal holde hovedet koldt, spille med omtanke, disciplineret og så være kyniske når vi får chancen i deres ende af banen.
Der kommer helt sikkert mange fans fra begge klubber og da det jo er en form for semi-lokalderby, så bliver der helt sikkert gang i den både på og udenfor isen lyder det fra vores nye assistenttræner Erik Vikström