SønderjyskE-backen Daniel Kønig vandt i april sit fjerde Danmarksmesterskab med barndomsklubben. Den rutinerede back har i kølvandet på en fantastisk sæson forlænget kontrakten.
Han har spillet over 600 kampe for SønderjyskE og vandt som ung spiller tre mesterskaber på stribe. Efter ni års pause kom den fjerde guldmedalje endelig i hus for Daniel Kønig. Den 29-årige back har underskrevet en ny ét-årig aftale og ser frem til at jagte endnu en DM-triumf.
– Næste sæson bliver vi dem, som alle gerne vil slå. Der kommer pres på os, og der bliver noget at leve op til, men jeg synes også, at det tegner godt med et hold med mange gengangere. Jeg ser frem til, at det går løs med titelforsvaret, siger Daniel Kønig.
Efter Daniel Galbraiths stop er Daniel Kønig nu den på holdet med flest kampe i lyseblåt. Sønderjyden trak på vej mod guldmedaljerne et stort slæb i defensiven og var en vigtig brik i undertalsspillet.
– Jeg skal selvfølgelig gøre brug af min erfaring og støtte de unge spillere på holdet. Det starter allerede her til sommertræningen. Og så skal jeg bidrage med min fysik og arbejdsindsats inde på isen. Ikke mindst i spillet i undertal, hvor vi var gode sidste sæson, men altid kan blive bedre, forklarer Daniel Kønig.
Direktør Klaus Rasmussen er glad for, at Kønig også er på holdkortet næste sæson.
– Det glæder mig, at Daniel også trækker i trøje nummer 18 næste sæson. Han er en rigtig Vojens-dreng, som dedikeret spiller med hjertet og altid arbejder hårdt, udtaler Klaus Rasmussen.