SønderjyskE kunne tirsdag aften fejre Danmarksmesterskabet i ishockey. Med en sejr på 4-3 hos Esbjerg Energy kom den fjerde og afgørende sejr i hus i finaleserien.
Finalekamp seks blev endnu en dramatisk kamp. SønderjyskE var undervejs foran 3-0, inden det blev 3-3. Midt i tredje periode scorede Jacob Schmidt-Svejstrup det afgørende mål. Dermed er SønderjyskE mestre for første gang i ni år. Og for syvende gang siden 2006, og tæller man VIK-æraen med, så var det tiende gang, at DM-guldet kom til Sønderjylland. Kun Herning Blue Fox har flere mesterskaber. Og samtidig vinder SønderjyskE også The Double efter pokaltriumfen i Metal Cup tidligere på året.
Aftenens kamp var ganske underholdende. SønderjyskE spillede en flot udekamp, men Esbjerg gav aldrig op. Mathias Borring åbnede målcoringen med en flot styring i det syvende minut. Det første mål i finaleserien af Borring, der har været stærkt spillende i de sidste par kampe og fik lavet i alt fire mål i slutspillet. Det blev 2-0 kort før pausen, da målscorer Villiam Haag viste målnæsen frem og fik fulgt op på sin egen afslutning.
I anden periode havde SønderjyskE flere gode muligheder for at score, men eneste sønderjysk scoring i midterperioden blev den til 3-0 af Gabriel Desjardins. Den kom lidt ud af ingenting. Mattias Pettersson, som efter kampen blev kåret til All Star-holdet ligesom Nikolaj Krag og Gustav Nielsen, diskede op med vild tv-redning efter 26 minutter, men kort efter kom Esbjerg på tavlen. Stolperne stod et par gange i vejen. Rasmus Lyø var millimeter fra at gøre det til 4-1. I stedet fik Esbjerg reduceret igen, og da hjemmeholdet fik endnu et powerplay blev det også 3-3. Det slog ikke SønderjyskE ud. Haag var tæt på at score inden pausen, og Lyø testede igen stolperne.
Tredje periode var lidt af en stillingskrig, men SønderjyskE arbejdede hårdt på for at score det vigtige føringsmål. Schmidt-Svejstrup fangede Esbjerg-defensiven, og flot afdriblede han Mathias Seldrup i målet. Målet til 4-3 skulle vise sig at blive guld værd. Esbjerg satsede til sidst, men SønderjyskE fik forsvaret føringen hjem.
Tårerne fik frit løb efter kampen. Patrick Galbraith takkede af efter en flot karriere, og David Madsen gav også et rørende tv-interview. Fansene fik også lov til at indtage isen med trommer og dans. De fester sikkert endnu.
Esbjerg – SønderjyskE 3-4 (0-2, 3-1, 0-1)
07.36 0-1 Mathias Borring (Drugge, Boysen)
19.27 0-2 Villiam Haag (Pelletier, Spencer)
25.01 0-3 Gabriel Desjardins (Tjernström)
26.09 1-3 Philip Schultz (Larsen)
35.10 2-3 Frederik Bjerrum (Grønvaldt, Winquist)
37.06 3-3 Brandon Magee (Schultz, Kjær) PP
50.33 2-3 Jacob Schmidt-Svejstrup
Udv.: EE 1×2, SE 3×2
Skud: 29-30
Tilskuere: 4190
Foto: Danmarks Ishockey Union