Der er vigtige point i kampen om en topplacering på spil, når Frederikshavn White Hawks mandag aften gæster Frøs Arena.
Nordjyderne er i øjeblikket på en 4 plads i tabellen, kun 2 point efter SønderjyskE der indtager 2. pladsen. Hjemmeholdet har dog spillet en kamp mindre end gæsterne fra Nordjylland.
Cheftræner Mario Simioni ser frem til et intenst opgør, der gerne skulle resultere i 3 point.
– Det er jo en form for nøgleopgør på det her tidspunkt i sæsonen, hvor vi kun mangler 14 kampe i grundspillet.
Og det er nærmest pr. definition tætte opgør når vi møder Frederikshavn.
Vi ved at de vil stå tæt i neutral zone og derfor er det vigtigt at vi træffer nogle kloge beslutninger og får pucken placeret rigtigt, så at vi hurtigt kan genvinde den igen. De spillede en god kamp her senest imod Herning og kommer med en god portion selvtillid i ryggen. Vi skal dog holde fuldt fokus på vort eget spil. Være klar fra start og holde det simpelt og så klassikeren med at sørge for at vi får nogle pucke på mål. Kan vi holde os til vores egen gameplan, så er der også gode chancer for en sejr lyder det fra cheftræner Mario Simioni.
Kampen spilles kl. 19.00 og dørene åbner kl. 18.00.
Du kan lade op til kampen med kampprogrammet som du kan finde lige HER