Dig: ”ChatGPT, hvordan ser et værdiskabende netværk ud?”
ChatGPT: ”Det viser Eliteholdet og Bout Media dig i videoen nedenfor.”
Dig: ”Men hvordan ved du, at det er et værdiskabende netværk?”
ChatGPT: ”Det siger medlemmerne jo selv.”
Til Eliteholdets seneste samling var netværket, bestående af linjeledere og beslutningstagere, samlet i Kosmoramas flotte faciliteter i Haderslev. Her blev de mange fremmødte, i mens der blev netværket på livet løs, bespist med lækker morgenmad fra Æ’Køkken og smagfulde sandwiches ”to go” fra Circle K til frokost. Imellem de to måltider blev der serveret højaktuelle indlæg, der gav smagsprøver på den AI-prægede fremtid, vi alle går i møde.
Da drivkraften bag Eliteholdet, Henrik Jepsen, administrerende direktør i SUSAM A/S, havde sat scenen og budt velkommen til endnu en fantastisk sæson med flere netværksmedlemmer end nogensinde før, blev ordet givet videre til dagens første oplægsholder.
Peter Schneider-Kamp er en mand med mange titler, og, bl.a., forsker han i kunstig intelligens, og effektiviseringen af denne, hos Syddansk Universitet. Derfor var han også den helt rette til at give et indblik i udviklingen af kunstig intelligens, dens potentiale og dens begrænsninger.
AI’s aktuelle fremmarch skyldes særligt, at den i dag kan anvendes steder, hvor det faktisk giver værdi og mening – det kunne eksempelvis være i forbindelse med kvalitetssikring eller helbredstjek, hvor AI nu kan hjælpe med at spotte uregelmæssigheder på scanninger o.l.
ChatGPT var naturligvis også et varmt emne. Udviklingen af chatrobotten har været bemærkelsesværdig, og allerede generation fire kunne overgå den gennemsnitlige universitetsstuderende på langt de fleste kompetenceområder. Derfor er det heller ikke overraskende, at en lang række erhverv har udsigt til at blive helt eller delvist overtaget af intelligente robotter. Professor Peter Schneider-Kamp fremhævede blandt andet lastbilchauffører og detailmedarbejdere som nogle, der formentlig kan se frem til øget konkurrence om arbejdspladserne.
Efter introduktionen til AI gav Thomas Prinds Meyer, Manager i DSV’s afdeling for Enterprise Architecture & Digital Innovation, et konkret indblik i, hvordan AI kan integreres og udnyttes i en virksomhed. Teknologien har revolutioneret lagerbehandlingen hos DSV – Global Transport and Logistics, der har reduceret mængden af fejl ved brug af droner, der om natten scanner alle lagervarer og ajourfører deres placering i systemet.
Med deres Technology Radar holder Thomas og teamet altid et vågent øje med mega trends i markedet, således at de kan agere proaktivt og være blandt de første med effektive løsninger, der giver værdi for både kunder og miljø.
Tusind tak til fremmødte, vores utroligt kompetente foredragsholdere, Æ’Køkken og Circle K for proviantering ikke mindst Kosmorama Haderslev for at stille fantastiske rammer til rådighed for endnu et vellykket arrangement med Eliteholdet.
Vil du med på holdet? Kontakt Henrik Jepsen på 40 18 22 26.